23948sdkhjf

100 anlæg på 200 dage: Nærvarmesucces på Djursland inspirerer

For et år siden havde Trustrup-Lyngby Varmeværk (TLV) på Djursland netop installeret den første individuelle opvarmningsløsning hos den første kunde hos selskabets nye satsning Nærvarmeværket.

Her et år efter står TLV med en Fjernvarmepris i hånden og med 100 installerede anlæg på 200 dage.

- Det går jo rigtig godt. Det flytter sig hele tiden. Vi har en mand, der er beskæftiget med det på fuld tid. I øjeblikket sætter vi en til to varmepumper op om dagen, fortæller direktør for TLV Michael Meldgaard.

Nærvarmeværket opstod efter, at Michael Meldgaard i årevis havde observeret hvordan mange – især i mindre byer i det åbne land – investerede i deres egne varmepumper.

Den forretning ville han gerne have en bid af.

Varme på abonnement
Nu sælger Nærvarmeværket varmepumper på abonnement – og kører konceptet fuldstændig som var det fjernvarme.

De fjerner kundens gamle varmeinstallation, installerer en varmepumpe i stedet og så betaler kunden en fast pris om året. Går pumpen i stykker og skal repareres er det Nærvarmeværket og ikke kunden, der står med den udgift.

Læs også: Nærvarmeværket fra Djursland rykker ud: Nu kan andre selskaber få gavn af trådløs fjernvarme

Et koncept, der er blevet taget rigtig godt imod.

- Nå vi fortæller folk at de for eksempel kommer til at kende varmeprisen på forhånd, og at vi fjerner det anlæg, de har, installerer det nye og ovenikøbet kan gøre det til en lav pris, så bliver de mere rolige og vi bliver taget rigtigt godt imod, fortæller Michael Meldgaard.

At folk er hurtige at overtale vidner både de mange installerede anlæg og den geografiske spredning på kunderne om. Kundeporteføljen rækker nemlig langt ud over Djurslands grænser.

- Vi er stærkest repræsenterede på Djursland. I starten brugte vi ikke mange penge på markedsføring, så der bredte sig som ringe i vandet. Men i dag har vi anlæg på både Bornholm, Lolland, Falster og i Sydjylland, siger Michael Meldgaard.

Læs også: Kamstrup, Logstor og Dansk Fjernvarme forener sig i ny alliance

Bare for at nævne nogle få.

Dansk Fjernvarme kigger på nærvarme
Nærvarmeværket og Michael Meldgaard kunne i oktober måned lade sig hylde til Dansk Fjernvarmes landsmøde i Aalborg. TLVs koncept med varme på abonnement løb nemlig med Fjernvarmeprisen 2019.

Ved samme landsmøde løftede Dansk Fjernvarme sløret for sin nye satsning, hvor man ved at installere individuelle varmeløsninger hos husstande uden for den kollektive varmeforsyning vil hente helt op til 300.000 nye kunder.

En satsning, der læner sig godt og grundigt op af Nærvarmeværket-konceptet på Djursland.

- Der er mange ting vi kan genkende. Vi har haft snakke med dem, men har ikke helt konkret fortalt, hvordan vi gør det. Man skal ikke dele ud af sine forretningshemmeligheder, men det er ikke sværere, end man kan gætte sig til det, siger Michael Meldgaard, der aldrig i sin vildeste fantasi havde troet, at det ville komme så vidt som til 100 anlæg på 200 dage hos kunder lige fra Bornholm til Skagen – eller til at en organisation som Dansk Fjernvarme ville gå selskabet i bedene.

- Da vi startede det her, havde vi ikke set at det kunne være kimen til noget større. Vi ville egentligt bare gerne have nogle flere kunder, siger Michael Meldgaard.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Forsyning.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.094