23948sdkhjf

Nye analyser: Der er plads til forbedringer i elsektoren

Tre nye analyser fra Forsyningstilsynet tegner ikke just det bedste billede af elsektoren.

Om analyserne

Analyserne er udarbejdet som led i en overordnet konkurrenceanalyse af elbranchen, som Forsyningstilsynet er i færd med at lave sammen med Energistyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Analyserne afslører, at der er risiko for konkurrenceforvridning, mens regulering af elsektoren ikke sikrer neutralitet og uafhængig adfærd.

Den sidste analyse, som handler om de centrale nøgletal i elselskaberne, kan ikke gennemføres på grund af dataproblemer og mangel på gennemsigtighed.

- Resultaterne danner et godt grundlag for det det videre arbejde med identifikation af tiltag, der kan understøtte konkurrenceforholdene og adskillelsen af monopol- og konkurrenceudsatte aktiviteter i energisektoren, siger Forsyningstilsynets direktør Carsten Smidt.

Kort og godt: Der er plads til forbedringer. 

Analyse et: Konkurrenceforvridning
Den første analyse afslører, at de eksisterende habilitetskrav til netselskaberne kun i begrænset omfang sikrer vandtætte skotter mellem monopolaktiviteter og de konkurrenceudsatte aktiviteter i koncerner, der indeholder netvirksomheder.

- Vores observationer af personsammenfald mellem koncernforbundne selskaber peger på en risiko for konkurrenceforvridning til skade for energiforbrugerne, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.

Han understreger samtidig, at undersøgelsen ikke har givet nogle indikationer på deciderede regelbrud.

Analyse to
Den anden del af analysen afslører, at adskillelsen, transparensen og mulighederne for regelhåndhævelse på en række områder er for utilstrækkelige til at fjerne risikoen for konkurrenceforvridende adfærd på det danske energimarked.

- Der er en række punkter, hvor den gældende regulering ikke sikrer netselskabernes neutrale og uafhængige adfærd, og hvor regler eller håndhævelsen af dem kan skærpes, siger Forsyningsstilsynets direktør, Carsten Smidt.

Denne del af anlysen er udarbejdet af Implement Consulting Group.

Analyse tre ikke mulig
I forbindelse med den tredje del-analyse har det ikke været muligt for Forsyningstilsynet at gennemføre en dækkende og retvisende analyse af de centrale nøgletal i energiselskabernes regnskaber.

Årsagen er betydelige dataproblemer og mangel på gennemsigtighed.

- Vi må konstatere, at der ikke er tilstrækkelige oplysninger til at vi kan lave en analyse af mulige indtjeningsmæssige forskelle mellem de to typer af selskaber, siger Carsten Smidt.

Problemet er vide rammer
Kritikken er altså til at tage at føle på. Hos De frie Energiselskaber er direktør Jette Miller ikke uenig i kritikken. Hun mener, at der er for mange muligheder for at blande økonomi og interesser i energikoncernerne.

- Udgangspunktet i lovgivningen er adskillelse. Ledelsen af netselskabet skal handle uafhængigt. Ledelsen skal ikke have andre interesser og deres beslutningskompetence skal være reel og dermed uafhængig af resten af koncernens, siger Jette Miller, og uddyber:

- Problemet er de alt for vide rammer for at udnytte og omgå reglerne.

Hun understreger, at De Frie Energiselskaber gentagne gange har gjort opmærksom på alvorlige problemer med sammenblanding mellem selskabernes interesser, økonomi og regnskaber. Det er problem fordi det ødelægger muligheden for at energimarkederne kommer til at virke til gavn for forbrugerne, siger Jette Miller.

Konklusioner

Analyse et: Personsammenfald giver risiko for konkurrenceforvridning

  • Der er omfattende personsammenfald på ledelsesposterne i virksomheder med under 100.000 forbrugere, som er undtaget særlige habilitetsregler
  • Der findes mange ”koncerninterne forbindelser” i syv af de otte netvirksomheder med over 100.000 forbrugere, der er omfattet af habilitetsreglerne
  • Der er ikke tegn på, at elkoncerner har overtrådt de gældende krav til habilitet, men habilitetsreglerne er utilstrækkelige til at sikre vandtætte skotter

Analyse to: Regulering sikrer ikke neutralitet og uafhængig adfærd

  •  At der typisk er ingen eller meget få ansatte i koncernernes netselskaber, at deres medarbejdere ofte arbejder med kommercielle aktiviteter i koncernen, og at netselskaberne er underlagt uklare governancekrav
  • At ovenstående rejser tvivl om netselskabernes uafhængig og markedsneutrale adfærd med deraf følgende risiko for markedsforvridende adfærd
  • At der er en række udfordringer for netselskaberne med at redegøre for prissætningen af koncerninternt købte ydelser, hvilket giver en betydelig risiko for at forvride konkurrence på detailmarkedet for el.

Analyse tre: Dataproblemer og mangel på gennemsigtighed

  • Der er så betydelige dataproblemer og mangel på gennemsigtighed, at det ikke er muligt at lave en dækkende og retvisende analyse.
  • Dataproblemerne består især i, at der generelt ikke foreligger og pt. ikke kan fremskaffes dækkende og særskilte regnskabsdata for virksomhedernes el-handelsaktivitet alene.

Kilde: Forsyningstilsynet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078