23948sdkhjf

Drivkraft Danmark: Sådan får vi en CO2-neutral transportsektor

Drivkraft Danmark lancerer i dag sin Plan 2050.

Drivkraft Danmark er branche- og arbejdsgiverorganisation for selskaber, der leverer energi til mobilitet, opvarmning og proces med alle Danmarks tankstationer og raffinaderier som medlemmer samt LPG-branchen.

Branchen står for 99 pct. af energien til transporten og 40 pct. af det samlede danske energiforbrug.

Den indeholder tre konkrete bud på, hvordan Danmark opnår en CO2-neutral transportsektor, uden at det går ud over mobiliteten i samfundet.

- Hos Drivkraft Danmark ønsker vi at tage et stort medansvar for at gennemføre den grønne omstilling. Transportsektoren bærer en betydelig del af det samlede CO2-aftryk, og selvom elektrificering af bilparken vil løse en del af problemet, kan vi se, at der skal et decideret paradigmeskifte til, hvis vi skal nå målet, siger direktør i Drivkraft Danmark, Jacob Stahl Otte i en pressemeddelelse.

De tre konkrete forslag er lovkrav om CO2-fortrængning i brændstoffer til transport; omlægning af afgifter fra energi til klimapåvirkning samt tværgående forskning og udvikling af fremtidens teknologier.

Første forslag
I det første forslag lægger Drivkraft Danmark op til, at der udarbejdes en ny VE-brændstoflov, der skal opstille teknologineutrale CO2-fortrængningskrav til brændstofleverandørerne i Danmark.

Målet er, at brændstoffer skal få et stadig mindre samlet CO2-aftryk frem mod 2050, hvor de skal være helt CO2-neutrale.

Det kræver dog en række krav til producenterne, der fremover ville skulle producere brændstoffer med størst mulig CO2-fortrængning til lavest mulige pris – uagtet om der er tale om biobrændstoffer, biogas, brint eller elektrofuels.

Her skal femårige delmål sikre en realistisk og ambitiøs vej mod 30 pct. CO2- fortrængning i 2030 og 100 pct. i 2050, skriver Drivkraft Danmark i pressemeddelelsen.

Forslag to: Omlægning af afgifter
En anden væsentlig trædesten på vejen mod en CO2-neutral transportsektor er en omlægning af afgifterne, så de langt højere grad fremmer målet om CO2-reduktioner.

Drivkraft Danmark foreslår en sænkning af energiafgiften samtidig med at CO2-afgiften på brændstoffer øges.

- En omlægning vil dermed gøre VE-brændstoffer relativt billigere i forhold til fossile brændstoffer og vil fremme et marked for de mest CO-fortrængende VE-brændstoffer. En sådan langsigtet afgiftsomlægning bør indgå i den igangværende transportkommissions arbejde, da en øget iblanding af VE-brændstoffer med lavere afgift vil reducere statens indtægter, skriver Drivkraft Danmark.

Forslag tre: Tværgående forskning
Som sidste del af kinderægget lægger Drivkraft Danmark op til en mere holistisk tilgang til forskning og udvikling af fremtidens vedvarende teknologier.

Drivkraft Danmark foreslår derfor, at der fra politisk side igangsættes et analysearbejde med deltagelse af forskningsinstitutioner, teknologileverandører, grønne organisationer og brancher med fokus på den tunge transports, skibes og flys opgaver, udvikling og energibehov.

- Vi kender allerede en lang række teknologier, der hver især kan bidrage til omstillingen, men der er behov for en samlet kortlægning af teknologiernes perspektiver på kort, mellemlangt og langt sigt og deres samspil med resten af energisystemet og den grønne omstilling, skriver Drivkraft Danmark.

Projektet skal danne et bedre vidensgrundlag for fremtidige politiske beslutninger om omstillingen af den tunge transport, skibe og fly i Danmark og EU.

Det vigtigste er, at klimaet vinder
For Drivkraft Danmark er det helt centrale element i forslaget et paradigmeskifte.

I stedet for at der ydes støtte til bestemte teknologier og energiformer, foreslår Drivkraft Danmark, at der fremover skal stilles krav, som sikrer en klimavenlig udvikling inden for teknologineutrale rammer og mål.

- Ingen ved, hvilke teknologier eller energiformer, der i fremtiden viser sig som de mest effektive. Derfor mener vi hos Drivkraft Danmark, at det vil give de bedste, billigste og smarteste løsninger, hvis vi fra politisk hold stiller strenge klimakrav til producenterne af teknologi og energi, og at vi derefter overlader det til markedet at afgøre, hvilke der vinder. Om det bliver flydende el produceret af sol og vind i form af elektrofuels, biogas, el, brint eller andre vedvarende energibrændstoffer, betyder ikke så meget. Det vigtigste er, at klimaet vinder, siger Jacob Stahl Otte og tilføjer:

- Vi håber, at de ansvarlige politikere sammen med Drivkraft Danmark og repræsentanter fra alle andre relaterede brancher, er parate til at indgå i dialog. Det er vigtigt, at vi på tværs af sektorskel tager fat om løsningerne så hurtigt og effektivt som muligt.

Fakta

Vejtransporten står i dag for cirka 25 procent af Danmarks samlede CO2-udledning.

Selv i et optimistisk scenarie med 1 mio. elbiler på vejene i 2030 bidrager elbilerne kun med cirka 1,5 million ton mindre CO2.

For at nå målet skal Danmarks CO2-udledning reduceres med mere end 26 mio. ton CO2 – svarende til 55 procent af vores nuværende samlede udledning.

Plan 2050 er Drivkraft Danmarks bud på et paradigmeskifte, der skal sikre en CO2-neutral transportsektor.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.547