23948sdkhjf

Rambøll skal minimere metangasudslip fra biogasanlæg

Regeringen og Dansk Folkeparti aftalte i forbindelse med finansloven fra 2019 at igangsætte indsatsen 'Mindre metanudslip fra biogasanlæg'.

Energistyrelsen har valgt Rambøll som rådgiver til at hjælpe med at mindske metanudslip fra biogasanlæg i Danmark.  

Det oplyser Rambøll på sin hjemmeside.

170 biogasanlæg
Metantab fra biogasanlæg kan potentielt have stor betydning for bioanlæggenes CO2-reduktion på grund af metans høje potentiale for global opvarmning. Det er derfor afgørende, at biogasanlæg bliver tætnet, så klimafordelen ved biogas ikke går til spilde. 

På vegne af Energistyrelsen tilbyder Rambøll derfor at hjælpe biogasanlæggene med at forbedre og vedligeholde deres installation og derved mindske lækager og tab af drivhusgassen metan.

Drivhusgasser fra biogasanlæg bliver også indberegnet i Danmarks nationale klimaregnskab. For at kunne dokumentere biogasproduktionens klimaeffekt, er det derfor vigtigt for staten og anlæggene at kunne måle metantabet for derved at sikre en korrekt indrapportering. 

Projektet bliver lavet i samarbejde med de 170 biogasanlæg i Danmark. 

Synergieffekt sikrer den bedste løsning
Projektet indeholder to overlappende delopgaver, der bliver løst i tæt samarbejde mellem Rambølls to enheder Energi og Miljø & Sundhed. 

- Med Energis erfaring inden for biogasanlæg og Miljø & Sundheds erfaring med den måletekniske del, har vi den tværfaglige bredde, der sikrer optimal synergieffekt i løsningen, siger Anders Fredenslund, senior konsulent i Miljø & Sundhed.

Han suppleres af Einer Gudmundsson, projektleder fra enheden Energi.

- I Sverige har man lavet lignende initiativer for at måle biogasanlæggene, og vi kan derfor også trække på vores svenske energikollegaer, siger Einer Gudmundsson.

Målingerne udgør et spændende udviklingselement 
Måling af anlæggenes metantab er stadig en ny aktivitet, som er under udvikling blandt andet grundet behov for at reducere drivhusgasemissioner.

Inden for de seneste år har tilgængelighed af meget præcist måleudstyr samt forskning og udvikling inden for måleteknikker medført at arealkilder til gasmissioner kan kvantificeres med høj nøjagtighed. 

Rambøll samarbejder med tre underleverandører som blandt andet tæller førende forskere på området fra DTU Miljø, Force Technology og Teknologisk Institut. Disse institutioner og Rambøll har i en længere årrække beskæftiget sig med måling af gasemissioner fra forskellige anlæg herunder biogasanlæg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218