23948sdkhjf

Sætter gang i undersøgelse: Tilliden til Verdo skal øges

Bestyrelsen i Verdo sætter nu gang i en planlagt, uafhængig undersøgelse, der skal medvirke til at styrke varme- og vandforsyningskundernes tillid, kvalitetssikre fremtidige arbejdsgange og gøre Verdo mere transparent.

Det oplyser Verdo i en pressemeddelelse.

- Forbrugernes tillid er helt afgørende for Verdo. Energikoncernen har en stor kommerciel aktivitet, men vi er i bund og grund forbrugerstyret. Vi driver selskaber, der forsyner forbrugerne med drikkevand og fjernvarme, siger bestyrelsesformand i Verdo, Torben Høeg Bonde og fortsætter: 

- Både forbrugere og myndigheder har interesse i, at Verdo følger reglerne og driver selskaberne efter klare og gennemskuelige principper. Det er der i de seneste måneder blevet sat spørgsmålstegn ved. Derfor har en enig bestyrelse besluttet at gennemføre den eksterne undersøgelse af dele af koncernens interne processer.

Skal se fremad
De arbejdsgange, der skal undersøges, er intern samhandel mellem selskaber, gennemskuelighed for regnskaberne i de koncessionerede selskaber samt læring i forbindelse med etablering og drift af træpille-fabrikker i Storbritannien.

Da Verdo er i dialog med myndighederne om historiske spørgsmål – Verdo Varmes forrentning af indskudskapital i 2006-2017 og Verdo Vands vandtakster i 2018-2019 – vil disse ikke indgå direkte indgå i undersøgelsen, men da der reelt er tale om et eksternt tilsyn, vil disse indgå i konklusionerne.

Undersøgelsen skulle gerne ende ud med en række anbefalinger til at kvalitetssikre Verdo’s interne processer og fremadrettet at styrke vand- og varmeforbrugernes tillid til Verdo.

- Undersøgelsen skal skabe værdi for forbrugerne. Det sker ikke ved at kigge bagud, men fremad. Derfor fokuserer vi på nuværende processer med forventning om at styrke fremtidige interne processer og forbedre vores transparens i rapportering og kommunikation, hvor det kan øge omverdenens forståelse og tillid uden at kompromittere vores kommercielle forretning. Samtidig vil vi bede de uvildige undersøgere om anbefalinger på baggrund af myndighedernes afgørelser, siger Torben Høeg Bonde.

Undersøgelsen bliver sat i gang med det samme, og den uvildige undersøger udpeges snarest af bestyrelsen. Undersøgelsen bliver om muligt gennemført i løbet af fjerde kvartal 2019, og den afsluttes tidligst, når der foreligger endelige afgørelser hos Forsyningstilsynet og vandtakster hos Randers Kommune.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11