Erstatning for nordsø-gassen
Landbrugssektoren en kilde til evig energi
Enorm konkurrence om E.On-milliarderne
E.Ons danske direktør Tore Harritshøj afslører overfor dagbladet Børsen, at E.On er klar til en investering i milliardklassen i opbygning og drift af anlæg til produktion af biogas i Danmark. Nordsø-gassen slipper efterhånden op, hvilket tvinger Danmark til at finde andre kilder. Det ser Tore Harritshøj som en kærkommen chance for biogassen. Det bliver nemlig essentielt for Danmark at kunne forsyne sig med gas inden for landets grænser i stedet for at være afhængig af gas-forsyning fra udlandet. - Der er i dag politisk grundlag for at lancere biogas som et alternativ til fossil gas fra blandt andet Nordsøen. Regeringen har udsendt planen for holdbar vækst fremover, hvor biogas indgår direkte. Samtidig kan vi se, at hvis det bliver en rød regering efter valget, er opbakningen her også stor til biogas, siger Eons danske chef. Ifølge E.On er biogas en perfekt energikilde for det danske samfund grundet den store landbrugssektor. - Vi er et unikt sted for biogas på grund af vores landbrugssektor. Man kan producere biogas af gylle fra landbruget samt andre restprodukter fra landbrug. Desuden er det velegnet at bruge slagteriaffald til produktionen, siger Tore Harritshøj. Selvom det danske marked ser fornuftigt ud, så er det ikke givet, at E.On vælger at lægge sine penge i dansk biogas. E.On har tidligere lagt sine energiinvesteringer i Europa, men i dag har energiselskabet også en vækststrategi uden for Europa. Der er derfor mange lande med i konkurrencen om energi-milliarderne. E.On har i dag omkring 55 ansatte i Danmark samt en omsætning herhjemme på 500 mio. kr.