23948sdkhjf

Ny rekord: Vindmøller leverede 30 procent mere end forbruget

Blæsevejr satte søndag fuld fart på vindmøller, der leverede 30 procent mere el, end danskerne kunne aftage

Søndag den 15. september skriver sig ind i historiebøgerne som det første døgn, hvor vindmøller producerede mere strøm, end danskerne skulle bruge.

Det viser foreløbige tal ifølge Energinets hjemmeside.

Det var efterårets første kraftige blæsevejr, der fejede ind over Danmark og sendte vindmøllerne på overarbejde.

Fra midnat til midnat leverede vindmøllerne strøm svarende til 130 pct. af danskernes strømforbrug.

Det var altså 30 pct. mere strøm fra vindenergi, end der var behov for i de danske stikkontakter.

Det er historisk, at alle døgnets 24 timer havde vindmøllestrøm i overskud, forklarer energistrategisk rådgiver Carsten Vittrup, Energinet:

- For bare ti år siden fyldte vind kun omkring en femtedel af vores forsyning. Så det er gået vanvittigt stærkt, når vi ikke bare har timer, men hele døgn, hvor vindmøller producerer mere strøm, end vi har brug for, siger han til Energinets hjemmeside.

Tidligt søndag morgen mellem klokken 02 og 03 var strømproduktionen 60 pct. større end efterspørgslen blandt de danske elforbrugere.

Den mængde strøm, der ikke forbruges på det danske marked, sælges til udlandet.

Danmark er forbundet med elkabler og højspændingsledninger til vores nabolande, og det gør det muligt at handle strøm på kryds og tværs af landegrænser.

Den tidligere rekord for produktion af vedvarende energi i forhold til forbrug blev ifølge fagbladet Ingeniøren sat lørdag 22. september 2018.

Da nåede den samlede produktion af sol- og vindkraft op på 114 pct. af elforbruget.

/ritzau/

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094