23948sdkhjf

Historisk havvindmøllepark fylder rundt

Da kronprins Frederik den 17. september 2009 med et tryk på den røde kontakt officielt satte havvindmølleparken Horns Rev 2 i drift, var der næppe mange, der havde forestillet sig, hvor hurtigt havvind ville forvandle sig fra en marginal nicheindustri til en global energiteknologi, der nu sikrer energi til millioner af mennesker på tre kontinenter.

Horns Rev 2 var ved indvielsen verdens største havvindmøllepark, men samtidig også den første havvindmøllepark, der var placeret så langt fra land og i et farvand med så høje bølger. Derfor var der allerede fra start stor fokus på kvalitet og logistik i designet af parken.

Således er de 91 møller placeret i en vifteformation for bedre at udnytte vinden, og fundamentet er bygget af både stål og beton, så det er bedre rustet til at modstå de ekstreme forhold til havs. Endvidere blev der for første gang i historien installeret en beboelsesplatform i forbindelse med en havvindmøllepark.

- Horns Rev 2 har betydet, at vi fra start har skullet tænke nyt og udvikle nye måder at arbejde og tilrettelægge arbejdet på, så vi til stadighed kan sikre, at vi dag efter dag producerer store mængder grøn strøm, samtidig med at vi opretholder en høj sikkerhedsstandard, fortæller Allan Due Overbeck, driftschef for Horns Rev 2.

Horns Rev 2 blev en milepæl for den danske havvindindustri. Den viste, at det var muligt at producere havvind i stor skala langt fra land, og erfaringerne fra Horns Rev 2 har bidraget til at bringe omkostningerne på havets grønne strøm ned, så europæiske havvindprojekter, der besluttes i disse år, er fuldt ud konkurrencedygtige med strøm fra fossile energikilder.

Således er Ørsted netop nu ved at idriftsætte havvindmølleparken Hornsea 1 cirka 120 kilometer ude i Nordsøen. Her har den enkelte mølle en kapacitet, der er tre gange større end en mølle på Horns Rev 2, og Hornsea 1-parken får en samlet kapacitet på 1.218 MW. Dermed bliver den verdens største havvindmøllepark, når den står klar til produktion ved udgangen af 2019.

Fakta om Horns Rev 2

Som opfølgning på en bred politisk aftale i Folketinget blev der i 2004 sikret politisk grundlag for opførelsen af to havvindmølleparker på hver 200 MW, og efter screeningsrunder blev det besluttet at placere den ene på Horns Rev.

Efter et udbud blev Ørsted, det daværende Dong Energy, i 2005 tildelt koncession på opførelsen af Horns Rev 2, og fire år senere kunne parkens 91 vindmøller, der har en samlet produktionskapacitet på 209 MW, levere vedvarende energi svarende til 200.000 husstandes årlige elforbrug.

Havmølleparken består af 91 vindmøller leveret af det daværende Siemens Wind Power og er af typen SWT 2.3-93.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156