23948sdkhjf

Tilbagegang i Maersk Drilling trods øget ordrebog

I et første halvår i år, hvor Maersk Drilling sikrede sig flere nye ordrer end i samme kvartal sidste år, er omsætningen samtidig faldet. Set over det første halve år er et overskud på 116 mio. dollar sidste i første halvår sidste år endda blevet til et underskud på 18 mio. dollar, svarende til 121,3 mio. kroner. 

Det viser boreselskabets dugfriske regnskab for første halvår, hvor Maersk Drillings CEO Jørn Madsen alligevel udtrykker tilfredshed med tingenes tilstand.

- I den første halvdel af 2019 har vi leveret planmæssigt, og vi forbliver godt på vej til at levere vores forventede resultat for hele året, siger han i en kommentar til regnskabet. 

Han understreger, at ordrebogen voksede til 2,3 mia. dollar ved udgangen af juni.

- I lyset af de udfordrende markeder glæder jeg mig også over vores fortsat førende driftsmarginer, positive pengestrømme og en robust balance, siger han. 

Flere dage på havet

Ser man isoleret på andet kvartal, var der tale om væsentligt højere aktivitet, men til noget lavere rater end i andet kvartal 2018. Det blev til 1.704 dage på kontrakt i første kvartal i år mod 1.475 dage i samme periode sidste år, hvilket svarer til en udnyttelse af flåden på 82 pct. i andet kvartal i år. Til sammenligning blev blot 73 pct. af flåden udnyttet i samme periode sidste år.

Den gennemsnitlige dagsrate er dog faldet til 185.000 dollar fra 208.000 dollar. Det betyder, at omsætning i dette års andet kvartal er steget en anelse til 315 mio. dollar fra 305 mio. dollar i andet kvartal 2018. I forhold til omsætning er jack up-rigge gået en anelse tilbage, og flyderigge er gået frem med omtrent fem pct. 

Ved udgangen af juni var der en kontraktdækning svarende til 70 pct. af flåden for resten af 2019. Det fordeler sig på 78 pct. for jack up-riggene og 55 pct. for flyderiggene. I gennemsnit er afdækningen sikret til dagsrater på 180.000 dollar, og særligt inden for flyderigge er rateniveauet i øjeblikket så lavt, at Maersk Drilling er forbeholden med at indgå langsigtede kontrakter, fremgår det af regnskabet. 

"Udfordrende" niveau i markedet

Boreselskabet melder om et marked, hvor aktiviteten ganske vist er stigende, men hvor raterne – særligt inden for flyderigge – stadig ligger på "udfordrende" niveauer. Bedst går det inden for jack up-rigge til de særligt hårde betingelser i Nordsøen, hvor Maersk Drilling efter eget udsagn sidder på 50 pct. af markedet. Her er udnyttelsen af den samlede flåde i markedet nu oppe over 90 pct.

For flyderiggene i markedet er udnyttelsesgraden nu oppe over 80 pct., hvilket er det højeste niveau siden slutningen af 2015. Der er dog udsigt til, at mange rigge afslutter kontrakter i den nærmeste fremtid, hvorefter de kommer på markedet igen. 

Maersk Drilling fastholder som nævnt forventningerne til 2019. Det betyder et driftsresultat (ebitda) på omtrent 400 mio. dollar. Dermed kommer andet halvår i år til at skæppe mindre i kassen, end første halvår har gjort. Ifølge Maersk Drilling hænger det sammen med, at 'Maersk Integrator' og 'Maersk Discoverer' begynder på nye kontrakter, som er indgået til væsentligt lavere dagsrater end de hidtidige kontrakter. 

Læs også: Maersk Drilling i kursfald efter optrappet handelskrig

Maersk Drilling – The Drilling Company of 1972 A/S
mio. dollar Første halvår 2019 Første halvår 2018
Nettoomsætning 623 742
Resultat af primær drift (ebitda) 231 309
Resultat før skat -5 116
Årets resultat -18 109
Aktiver 5.653 6.700
Egenkapital 3.775 6.320
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11