Mere klar kommunikation
Et ’sprælsk’ udtryk skal erobre verden
”Messe C” står der nu på facaden af det tidligere Fredericia Messecenter, som årligt gæstes af omkring 300.000 besøgende, udstillere, konference- og mødedeltagere. Skiftet – der blandt andet omfatter nyt navn, logo, visuel identitet og hjemmeside – er kulminationen på en proces, hvor de traditionelle messer ikke længere er næsten ene om at fylde husets kalender. - Vi har opgraderet faciliteterne, vi har oprustet på medarbejderside, og vi har fundet stærke samarbejdspartnere, så vi i dag er et topmoderne center, der både kan huse og selv arrangere store konferencer, firmaarrangementer, koncerter, møder, middage, kurser og events, forklarer adm. direktør Grete Højgaard i en pressemeddelelse. Pointen med C’et i navnet er at markere beliggenheden helt centralt i landet og i hjertet af Trekantområdet med 350.000 indbyggere. - Messe C knytter også an til Danmark C – landets største erhvervsudviklingsområde – og Fredericia C, den kommende nye bydel på havnen i Fredericia. Sidst, men ikke mindst, så fjerner vores nye navn al tvivl om, hvad vi egentlig hedder. I mange år har vi heddet Fredericia Messecenter – men det gamle ”Dronning Margrethe Hallen” har også spøgt. Vi har ikke gjort det nemmere ved eksempelvis at have hjemmesideadressen dmh.dk, men nu gør vi rent bord: - Vi hedder Messe C, og vores nye webside, som går i luften i dag, hedder messec.dk – kort og godt, lyder det fra direktøren. Navneskiftet blev lanceret ved en stort anlagt event, hvor blandt andre Steffen Brandt fra TV 2 underholdt de fremmødte, og hvor Messe C gav en række kreative prøver på ekspertisen inden for afholdelse af skræddersyede møder, firmafester, konferencer og messer. Over alt – selv på buffet’en – var orange den fremherskende farve. Orange bliver ”det nye” MESSE C’s signaturfarve, som symboliserer varme, kreativitet og sikkerhed. - Det er et mere sprælsk udtryk, end vi har haft hidtil. Og det er helt i tråd med, at vi med Messe C nu vil ud og erobre verden, siger Grete Højgaard med et smil.