23948sdkhjf

CO2-kvotepriser i historisk fald

EU bliver nødt til at stramme sin klimaregulering for at forebygge et kollaps af CO2-kvotesystemet, mener Dansk Energi, der ser med bekymring på et vedvarende fald i kvotepriserne.
Lave kvotepriser giver ganske vist billigere el til forbrugerne, men samtidig mister energisektoren en vigtig motivation til en grøn omstilling, skriver Dansk Energi i en pressemeddelelse.

- CO2-kvotepriserne oplever en historisk rutsjetur. Fra maj og frem til starten af august er prisen reduceret med over en tredjedel: Fra 17 til under 11 euro pr. ton CO2. Hvis udviklingen fortsætter, risikerer prisen at nå et historisk lavpunkt, fastslår chefkonsulent Charlotte Søndergren fra Dansk Energi.

Frem til maj steg de europæiske kvotepriser som følge af den tyske debat om at lukke atomkraftværker. Siden har prisen kun haft en retning: Ned.

Prisfaldet blev sat i gang i juni af EU-kommissionens forslag om at satse mere på energieffektiviseringer. Hvis forbrugerne sparer på energien, så bliver der behov for at producere mindre el og varme på kraftværkerne – og så falder CO2-kvotepriserne.

- Der er gode grunde til at øge energieffektiviteten, men EU bliver nødt til at supplere med en opstramning af kvotesystemet, siger Charlotte Søndergren fra Dansk Energi, der støtter de lande, der vil øge klimamålene fra 20 til 30 procent frem til 2020. Andre muligheder er at tage CO2-kvoter ud af systemet og/eller at fastsætte en fælleseuropæisk bundpris på kvoterne.

Charlotte Søndergren påpeger, at de finansielle problemer i USA og en række EU-lande i juli/august er med til at tvinge CO2-kvotepriserne endnu mere ned. Økonomisk afmatning fører til mindre energiforbrug og -produktion – og dermed prisfald på CO2-kvoter.

- Markedet har brug for et signal om, at kvotesystemet er en hjørnesten i EU’s klimapolitik. EU bør reagere snart og stærkt, siger Charlotte Søndergren til Nyhedsbladet Dansk Energi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094