23948sdkhjf

Nye energiprojekter på vej

Klimatilpasning
På tre udvalgte gader i Randers midtby ønsker Vandmiljø Randers og Randers Kommune at gennemføre et demonstrationsprojekt som en forløber for den fremtidige klimatilpasning af Randers midtby, hvor regnvandet via skybrudsveje ledes på overfladen til en kanal på Østervold og videre ud i havnebassinet.

Klimagaderne, som vil demonstrere forskellige metoder til, hvordan regnvand kan styres på vejene i midtbyen, etableres for at indsamle erfaringer og reaktioner forud for igangsætning af klimatilpasningsprojektet.

Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har godkendt, at demonstrationsprojektet udføres efter et skitseprojekt, som er udarbejdet i samarbejde med Arkitema Architects. Anlægsarbejdet forventes påbegyndt til efteråret. /Randers Kommune

Transformatorstation
I forbindelse med Lillebælt Syd Vindmøllepark er det nødvendigt med en transformatorstation på land. Sonfor og Energinet ønsker derfor at opføre en transformatorstation inden for et areal i god afstand til Pøl og tæt på kysten.

Transformatorstationen skal omdanne strømmen fra vindmøllerne, så den kan transporteres uden væsentligt energitab. Fra transformatorstationen transporteres strømmen i jordkabler til det eksisterende strømnet.

Projektet kræver, at der udarbejdes en lokalplan og et kommuneplantillæg. Teknik- og Mljøudvalget i Sønderborg Kommune besluttede forleden at sætte dette arbejde i gang. I første omgang gennemføres en for-offentlighedsfase i forbindelse med kommuneplantillægget ved offentliggørelse af et idéoplæg for transformatorstationen./Sønderborg Kommune

Varmepumpe
Gudenådalens Energiselskab ønsker at etablere yderligere 1 MW varmepumpe i Bjerringbro, og det gav Klima- og miljøudvalget i Viborg Kommune forleden grønt lys for.

Projektet omfatter etablering af en el-drevet 1 MW varmepumpe med varmeoptag fra udeluften, energioptagere, del af ny teknikbygning samt forbindelsesledninger i terræn mellem energioptagerne og varmepumpen. Varmepumpen etableres i en ny tilbygning sammen med den allerede godkendte 2 MW varmepumpe ved energiselskabets varmecentral på Jørgens Allé 40 i Bjerringbro.

Energioptagerne ønskes placeret nord for varmecentralen på nabogrunden Jørgens Allé 42, som erhverves til formålet. Placeringen af energioptagerne er ikke i overensstemmelse med gældende planlægning, og der udarbejdes derfor ny lokalplan og kommuneplantillæg, som indebærer en ny samlet planlægning for Gudenådalens Energiselskabs eksisterende areal inklusive udvidelsen./Viborg Kommune

Skybrudssikring 
Hvidovre Kommune og Hofor har i samarbejde med borgere og interessenter i Risbjerg-Svendebjergkvarteret og konsulenter fra Cowi og Tankegang udarbejdet en konkretiseringsplan for, hvordan området kan blive sikret mod skadelige oversvømmelser ved skybrud, og planen blev forleden godkendt af Bygge- og Planudvalget i Hvidovre Kommune. Herefter kan administrationen og Hofor arbejde videre med realisering af de skitserede projekter. 

Planen indeholder ikke færdige løsninger, men skitserer løsninger, der skal detailprojekteres og tilpasses lokale forhold i tæt samarbejde med Hofor og andre interessenter i løbet af de kommende 10 år. Afklaring af økonomi og finansiering samt drift bliver en del af de kommende projektfaser. /Hvidovre Kommune

Skybrudsprojekt 
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har godkendt et projektforslag for skybrudssikring af Kammasvej. 

Kammasvej er udpeget som en mindre forsinkelsesvej, hvor skybrudsprojektet har til formål at opsamle regnvandet fra området og lede dette til to faskiner under vejen. Her vil vandet blive tilbageholdt, inden det ledes ud til det fælles kloaksystem. Samtidig ombygges vejanlægget med nyt længde- og tværprofil, så Kammasvej kommer til at fremstå med en kørebane i ét niveau. Det gamle sporvogns tracé fjernes og væggen, der adskiller kørebanen fra parkeringen, fjernes også. Herved bliver det muligt at etablere 21 parkeringspladser frem for de nuværende 17 parkeringspladser. 

Projektet på Kammasvej planlægges udført, når ombygningen af Rahbeks Allé er afsluttet i 2020. /Frederiksberg Kommune

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063