23948sdkhjf

Elnetvirksomhed betalte for meget til søsterselskab

Nyfors Net A/S betalte søsterselskabet Nyfors Entreprise A/S for meget for at gennemføre energispareprojekter i 2012.

Det viser en stikprøvekontrol, som Forsyningstilsynet har gennemført af energispareomkostningerne i Nyfors Net fra 2012-2017.  

Forsyningstilsynet har derfor truffet afgørelse om at nedsætte prisen for elnetvirksomhedens energispareprojekter i 2012.  

- Det er helt afgørende for forbrugerne og for tilliden til energispareordningen, at koncernforbundne virksomheder holder sig til reglerne, når de indgår aftaler om energibespareprojekter. Aftalerne skal indgås på markedsvilkår, siger Carsten Smidt, direktør i Forsyningstilsynet, i en pressemeddelelse. 

- Når vi ser, at der er indgået aftaler mellem koncerninterne selskaber om priser på energibesparelser, der ligger over markedsprisen, reducerer vi det beløb, som netselskabet kan opkræve hos forbrugerne, fortsætter han.

Forsyningstilsynets afgørelse omhandler en aftale, som netvirksomheden Nyfors Net i 2012 indgik med det koncernforbundne selskab Nyfors Entreprise. Aftalen gik ud på, at Nyfors Entreprise skulle gennemføre energibesparelser hos kunderne. Det har netvirksomheder pligt til.  

Energispareaftaler mellem to koncernforbundne virksomheder skal være markedsmæssige. Virksomhederne aftalte oprindeligt en markedsmæssig pris, men efterfølgende opjusterede de prisen med 65 pct. uden at have dokumentation for, at den nye pris var markedsmæssig. Det nye beløb blev lagt på de tariffer, som elforbrugerne betaler. 

Nyfors Net fusionerede med Evonet, som dermed overtog ansvaret for overholdelse af lovens krav, og Forsyningstilsynet vil derfor sikre, at der trækkes 1,85 mio. kr. fra det beløb, som forbrugerne bliver opkrævet via nettariffer.  

Evonet har i overensstemmelse med reglerne fremlagt fyldestgørende dokumentation og medvirket til sagens kortlægning i forbindelse med Forsyningstilsynets undersøgelse og afgørelse.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078