Nyt søsterselskab
Ordren til Siemens er endnu ikke formelt underskrevet, men ifølge Fyens Stiftstidende er aftalen på plads. I første omgang er der tale om tårne til 37 af 253 vindmøller i svenske Statskraft SCA ’s kommende vindmøllepark i Jämtland. Ejer af Ib Andresen Industri, Ib Andresen, vil dog ikke bekræfte ordrens størrelse. - Men der er tale om en væsentlig ordre, som betyder meget for Ib Andresen Industri, udtaler han til Fyens Stiftstidende. Det er Ib Andresen Industri selv, der i samarbejde med Siemens har udviklet tårntypen, som har den fordel, at de kan transporteres på almindelige lastbiler. De bygges i samlesæt i op til 130 meters højde. Sektionerne boltes sammen og kan produceres af relativt tynde stålplader. Selve produktionen af tårnene placeres i et nyt selskab; Andresen Towers, som bliver søsterselskab til Ib Andresen Industri. Det ventes, at Siemens vil indgå en eneforhandlingsaftale med det nye selskab. På beskæftigelsessiden vil det nye selskab i første omgang få ca. 50 ansatte. Derudover vil man i høj grad trække på Ib Andresen Industri som underleverandør.