23948sdkhjf

Wind Denmark: 12,4 GW er alt for lidt

Screening frigiver ikke havvindens potentiale for Danmark, mener foreningen
Det er glædeligt, at der nu foreligger en screening af hele det danske havareal, men ærgerligt at der kun udpeges et beskedent potentiale på 12,4 GW havvind ud fra en metode, der gør vindenergien til sidstevælger.

Det mener brancheforeningen Wind Denmark i forbindelse med, at energi- forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt har lanceret resultaterne af den storskalascreening af det danske havareal, som Folketinget besluttede med sidste års energiaftale.

Wind Denmarks politiske chef, Martin Risum Bøndergaard, ærgrer sig over, at "konklusionerne baserer sig på antagelser, som giver et ufuldstændigt billede af potentialerne for havvind i Danmark".

- I en tid hvor grøn omstilling topper befolkningens og politikernes dagsorden er det et noget skævt signal, når screeningsrapporten identificerer arealer til vindenergi ud fra en grundpræmis, som giver forrang til arealinteresser fra forsvaret, råstofindvinding og olie/gas, mens vindenergien står tilbage som "sidstevælger", konstaterer han i en pressemeddelelse.

- Resultatet af screeningsrapporten er, at man risikerer at fravælge en række arealer med betydelige erhvervspolitiske potentialer. Det kalder på en politisk stillingtagen til, om havvind virkelig skal være sidstevælger i prioriteringen af havarealet i forhold til andre arealinteresser så som olie/gas, tilføjer Martin Risum Bøndergaard.

Han henviser til, at man med tilgangen i screeningen konkret fravælger at udpege arealer til udbygning med havvind ud for blandt andet Esbjerg og Thyborøn, ligesom man misser potentialer i Kattegat, Østersøen og på Dogger Banke.

- 12,4 GW er alt for lidt
De 12,4 GW og op til 40 GW, som identificeres i kortlægningen, kan ifølge Wind Denmark "isoleret set lyde som et stort tal, da der i dag er installeret cirka 1,7 GW havvind i de danske farvande". Men som grundlag for en havvindstrategi, der skal muliggøre, at Danmark kan udnytte det klima- og erhvervspolitiske potentiale i den unikke danske havvindressource, er tallet reelt beskedent, mener foreningen.

- Hvis Danmark skal være Silicon Valley for havvind, så kræver det en havvindstrategi, der har langt større ambitioner end udpegning af areal til 12,4 GW. Det danske potentiale er langt større, så hvorfor kun udpege areal til 12,4 GW, siger Martin Risum Bøndergaard .

Han peger på, at 12 GW kan forsyne cirka 60 store containerskibe med grønt brændstof i form af ammoniak produceret ved hjælp af vindenergi, og at bare en enkelt "hub" i form af en kunstig ø ude i Nordsøen vil have en størrelse på op til 24 GW.

- Omstilling haster
Senest i 2050 skal Europa være fossilfri med vind og sol som dominerende energikilder. Det kræver hundredvis af GW havvind, og med Danmarks gunstige forhold for havvind er det oplagt at gå efter muligheden for at blive Europas grønne kraftværk, mener Wind Denmark.

- Skal Danmark være Europas grønne kraftværk, så kalder det på langt større ambitioner end dem, der lægges for dagen med den nye kortlægning. Man skal huske, at de havmølleparker, der besluttes nu, først vil blive etableret efter 2025 og dermed producere strøm også i 2050.

- Derfor nytter det ikke noget at sammenligne 12 GW med Danmarks samlede elforbrug i dag, hvor under en femtedel af vores energiforbrug er elektrificeret. Hele Europa står over for en massiv elektrificering, og også skibs- og luftfarten skal i fremtiden drives af vindenergi. Det gør Danmarks rigelige vindressourcer til et potentielt væksteventyr, hvis vi formår at kende vores besøgstid og fastlægge en strategi for havvind i Danmark, fastslår Martin Risum Bøndergaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095