23948sdkhjf

Københavns bygninger lyses op med LED: Sparer 3,4 millioner årligt

Offentlige bygninger i Københavns Kommune skifter i år den gamle belysning ud med energieffektiv LED-belysning

Det skal være slut med klasseværelser og kontorlandskaber, hvor lyset står tændt efter lukketid. I Københavns Kommune er man nemlig i fuld sving med at udskifte gamle belysningsanlæg til ny energieffektiv LED-belysning. Det er Københavns Ejendomme, der står for den omfattende udskiftning i offentlige bygninger med et samlet areal på cirka 97.000 kvadratmeter. Udskiftningen er en del af den 2025-plan, der skal gøre kommunen C02-neutral i 2025.

Ifølge Thomas Maare fra Københavns Ejendomme & Indkøb er udskiftningen en investering, der giver kommunen store besparelser og bedre lys til gavn for brugerne af ejendommene.

- Ved at installere intelligent LED-lys, der slukker, når der ikke er nogen i lokalerne og dæmper belysningen ved meget dagslys, bliver det en god forretning. Der drejer sig om skoler, daginstitutioner og botilbud for ældre, som får ny belysning, så udover en stor besparelse kommer det også borgerne til gode, siger Thomas Maare, projektleder i Københavns Ejendomme & Indkøb.

EU luger ud i lousy LED

Det er ikke kun i Københavns Kommune, at bedre lyskvalitet er på dagsordenen.

PremiumLight-pro

EU-programmet PremiumLight-pro gennemføres i en række EU-lande.

Projektet har til formål at fremme implementering af energieffektive LED-belysningssystemer af kvalitet i den private og offentlige sektor, hvilket på EU-plan forventes at spare 200 millioner kroner årligt.

I Danmark har mere end 300 belysningsansvarlige inden for det seneste år deltaget i PremiumLight-pro’s kurser, workshops og seminarer.

Rundt om i landet har mere end 300 belysningsansvarlige, herunder repræsentanter fra mere end to tredjedele af landets kommuner, deltaget i kurser og undervisning udbudt af EU-initiativet PremiumLight-pro.

Initiativet er lanceret som følge af, at LED-markedet flyder over med dårlige produkter, der betyder, at forbrugere og indkøbere i det offentlige ofte kommer hjem med lyskilder af tvivlsom kvalitet. Det skal PremiumLight-pro afværge med blandt andet nye vejledninger, undervisning samt eksempler på god praksis.

- LED-markedet rummer desværre mange billige produkter af ringe kvalitet, og det har givet mange en dårlig oplevelse med LED. Det er ærgerligt, da LED ellers kan give højere lyskvalitet og desuden nye spændende former for belysning, der kan skabe et bedre arbejdsmiljø, siger Casper Kofod, der er leder for PremiumLight-pro i Danmark.

Godt værktøj til offentlige indkøb

Han understreger, at skiftet vil ske under alle omstændigheder men vil gå væsentligt hurtigere, hvis kunder og indkøbere får gode oplevelser med produkterne, ligesom en bedre kvalitet betyder højere energieffektivitet og dermed større energibesparelser.

Hos Københavns Ejendomme er man tilfredse med EU-initiativets opmærksomhed på problemet, og her har man har glæde af undervisning og vejledninger om, hvordan man opnår både høj lyskvalitet og energieffektivitet, mens man stiller store krav til garantiforpligtelserne fra leverandørens side.  

- PremiumLight-pro vil være et godt værktøj, når man som kommune eller anden offentlig institution skal indkøbe nye, energieffektive belysningsløsninger. Det er vores erfaring, at LED-produkter af den rette kvalitet og med dagslysstyring gennemsnitligt vil kunne spare omkring 60 procent i el-omkostninger, og det vil dermed komme rigtig mange borgere til gode, siger Thomas Maare.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078