23948sdkhjf

Lidt mere tid at løbe på: Støtteordningen til biogasanlæg justeres

Skæringsdatoen for myndighedsgodkendelser af biogasanlæg har vist sig at have utilsigtede virkninger. Derfor har Energiforligskredsen nu rykket skæringsdatoen til 1. juli 2019.

- Biogas er en vigtig del af den grønne omstilling, og Danmark er et førerland inden for biogas. Derfor er jeg også glad for, at vi i dag er blevet enige om at tilpasse vilkårene, så vi ikke trækker tæppet væk under nogle få anlæg, som er meget langt fremme, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Det oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Baggrunden for beslutningen skal findes i energiaftalen fra sommeren 2018. Her besluttede samtlige af Folketingets partier at stoppe den nuværende støtteordning til nye biogasanlæg i 2020 og at indføre et loft over støtten til produktionen.

I starten af 2019 fastlagde Energiforligskredsen så rammerne for dette stop. Her blev det besluttet, at biogasanlæg, der tilsluttes efter 1. januar 2020, ikke kan få støtte under den nuværende ordning. Der blev samtidigt etableret en dispensationsmulighed, så biogasanlæg, der havde fået myndighedsgodkendelser samt foretaget betydelige, irreversible investeringer pr. 8. februar 2019, kunne få støtte ved tilslutning i en periode efter 2019.

Skæringsdatoen for myndighedsgodkendelser d. 8. februar 2019 har altså vist sig at have utilsigtede virkninger, og derfor er Energiforligskredsen blevet enig om at rykke skæringsdatoen for myndighedsgodkendelse til 1. juli 2019.

Irreversible investeringer
Der skal fortsat være foretaget irreversible investeringer inden 8. februar 2019 for at være berettiget til dispensation.

Puljen på 240 mio. kr. pr. år til nye anlæg til anvendelse af biogas og andre grønne gasser, som indgår i energiaftalen fra 2018, bliver samtidig reduceret for at skaffe finansiering af støtteomkostningerne til de anlæg, som bliver støtteberettiget ved udskydelsen af skæringsdatoen for myndighedsgodkendelse fra 8. februar til 1. juli 2019.

Det er endvidere besluttet at give dispensation til de anlæg, som inden 1. april 2019 har indgået en tilslutningsaftale med gasdistributionsselskabet, hvor nettilslutning er aftalt til før 1. januar 2020, men hvor tilslutningen bliver forsinket af uforudsete hændelser.

Det er herefter forventningen, at flere biogasanlæg vil kunne få støtte på den nuværende ordning.

Særdeles positivt
At kravet om VVM-godkendelser er flyttet fra 8. februar til 1. juli falder i god jord hos foreningen Biogasbranchen. 

- Det er særdeles positivt, at alle Folketingets partier har bakket op om en justering af kriterierne for de anlæg, som var langt i myndighedsgodkendelserne, og havde måttet investere irreversibelt for at nå at komme videre med projekterne, siger Henrik Høegh, formand for Biogasbranchen og fortsætter: 

- Vi vil gerne kvittere for den lydhørhed vi har mødt både hos ministeren og blandt politikere og i embedsværket, og for den store indsats de har gjort for at finde en løsning for dem, der kom økonomisk i klemme, siger Henrik Høegh.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11