23948sdkhjf

FN-topmøde i København: Der skal sættes turbo på klimakampen frem mod 2030

Klimaforandringerne er vor tids største udfordring. Hvis vi skal have en chance for at holde temperaturstigningerne på under 1,5 grader, har vi kun et årti til at skabe de nødvendige forandringer. Derfor skal der handles hurtigt og effektivt.

Fakta

Konferencen afholdes i et fællesskab mellem UNFCCC, som er FN’s sekretariat for arbejdet med klimaforandringer, og UN DESA, som har ansvaret for verdensmålene.

Udenrigsministeriet og Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet er medværter.

Konferencen forløber fra 1.-3. april i FN-byen i København med mere end 500 deltagere fra hele verden

Et af FN’s 17 verdensmål handler om at bekæmpe den globale opvarmning. Men for også at nå de 16 andre verdensmål er det afgørende at håndtere klimaforandringerne gennem en ambitiøs implementering af Parisaftalen. Heldigvis kan en lang række andre af verdensmålene hjælpe med lige præcis at reducere CO2-udledningerne. Det gælder særligt verdensmål nr. syv om ren energi.

Derfor mødes verdens lande i de her dage til FN-konference i København for netop at diskutere, hvordan Parisaftalen og verdensmålene kan spille endnu bedre sammen med henblik på at understøtte implementeringen gennem konkrete løsninger, skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Konferencen er et af skridtene på vejen mod FN-generalsekretærens klimatopmøde den 23. september i år, hvor Danmark har en ledende rolle i forhold til energiomstillingen mod ren energi.

- Klima, energi og bæredygtighed går hånd i hånd. Derfor er det helt afgørende, at vi får tænkt løsningerne og implementeringen af verdensmålene og målene i Parisaftalen bedre sammen. For vi kan ikke nå det ene uden det andet, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Bæredygtig vækst
Nogle af de verdensmål der skal fokuseres på ved konferencen, er målet om at løfte folk ud af fattigdom og over i beskæftigelse. Et andet er udbygning af infrastruktur som veje og broer og at skabe bæredygtig innovation inden for industrien. Ved at udveksle erfaringer og best practice kan verdens lande hjælpe hinanden med at udvikle løsninger, så vækst og beskæftigelse gøres bæredygtig fra start og ikke fører til øgede CO2-udledninger. Her er det danske Lindøværft et godt eksempel.

- Lindøværftet er et klokkeklart eksempel på, at vi kan løfte tung industriproduktion over i en langt mere grøn og bæredygtig retning. Lindø er gået fra at være et traditionelt skibsværft til i dag at være førende inden for udviklingen af havvindmøller i verden. Og samtidig er antallet af job steget på Lindø siden skiftet. Det er den her slags eksempler, som vi gerne vil fortælle andre lande om, siger Lars Chr. Lilleholt (V).

Ved konferencen deltager både Danmarks særlige udsending for klima og energi, Ditlev Engel, finansminister Kristian Jensen og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Topmødet foregår i FN-byen i København. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127