23948sdkhjf

Første netselskaber melder klar til fuld flexafregning

Hos Cerius, Veksel og Ikast El Net kan alle net-kunder – med nogle få gadelamper som undtagelse – få flexafregning. Alle andre netselskaber er i fuld gang med omstillingen, der er startskuddet til at aktivere os alle mere i den grønne omstilling.

Ved udgangen af 2020 skal alle elnetselskaber levere timedata fra 3,3 mio. elmålere til det danske elmarked, men allerede nu er de første klar.

- Vi er i mål, siger afdelingschef Bo Danielsen fra det store østdanske elnetselskab Cerius til Dansk Energi.

Med den melding er alle 393.000 net-kunder i Cerius område samt elforsyningerne i Vordingborg og Nakskov, skiftet fra såkaldt skabelonafregning til en mere moderne metode: Flexafregning.

Veksel, der er netselskab på Langeland, Strynø og Siø, er også ved at være i mål i forhold til sine lidt over 12.000 net-kunder.

- Vi mangler én kunde, som vi er i dialog med, og 20 'faste forbrugere', så vi er meget tæt på, siger teknisk chef Brian Laulund-Pedersen fra Veksel og giver et eksempel på en ’fast’ forbruger: En enlig gadelampe med et ur og en 40 watt-pære. Indtil videre beregnes forbruget hos denne lille kunde, der ifølge lovgivningen også skal have måler og flexafregning.

Ikast El Net, der har knap 9.000 net-kunder, kan med enkelte lignende undtagelser også sætte flueben ved den påkrævede it-opgave.

- Vi er fuldt konverteret – også på de adresser, der har solceller, siger administrationschef John Griem fra Ikast El Net, der melder om god vejledning fra Energinet og fint samarbejde med selskabets it-leverandør i processen.

Behov for mere fleksibelt elforbrug
Både Cerius, Veksel og Ikast El Net lever dermed op til de krav, myndighederne stiller om udrulning af fjernaflæste målere og flexafregning senest ved udgangen af 2020. Alle andre elnetselskaber er i fuld gang, og lige nu er knap 1,3 mio. elnet-kunder skiftet til flexafregning.

Som navnet antyder handler flexafregning om at skabe mere fleksibilitet blandt forbrugerne på elmarkedet. I disse år sker der nemlig betydelige ændringer på produktionssiden, hvor vindmøller og solceller snart dækker, hvad der svarer til over 50 procent af det danske forbrug over et år.

Klar til kommercielle aktører
Når vindmøllerne snurrer, og solcellerne producerer løs, falder elpriserne på det nordiske elmarked. Omvendt vil der være en tendens til, at priserne er høje på tidspunkter, hvor det ikke blæser, og hvor solen ikke skinner.

Med flexafregning giver elnetselskaberne forbrugerne mulighed for at reagere på svingende priser, men hvordan det kommer til at udmønte sig i praksis, er op til landets mange elhandelsselskaber. Det er dem, der skal tilbyde de produkter, der får kunderne til at reagere på prisudsvingene.

- Banen er kridtet op til de kommercielle aktører. Reglerne på elmarkedet betyder, at det er elhandlerne, der skal sammensætte og introducere nye elprodukter med forskellige priser hen over døgnet. Vi forventer, at prisaftaler med billig strøm på bestemte tidspunkter vil kunne stimulere kunden til at flytte noget af sit forbrug, siger Bo Danielsen fra Cerius.

Ved at flytte forbrug fra dyre til billige timer kan familier og virksomheder hjælpe den grønne omstilling på vej, og der kan være penge at spare på elregningerne for dem, der agerer fleksibelt.

Områdeleder for elmarked, Signe Horn Rosted fra Energinet Elsystemansvar, vurderer, at med implementeringen af flexafregning, kan elforbrugerne nu for alvor blive belønnet for den fleksibilitet, de viser i deres forbrug.

- I Energinet ser vi flexafregning, som et helt centralt element i den grønne omstilling, idet vi nu via elmarkedet kan sikre, at prissignalet når helt ud til slutbrugeren af energien. De enkelte forbrugere får en økonomisk fordel ud af at flytte forbrug, til når strømmen er billig, og bidrager samtidig til en effektiv indpasning af vedvarende energi, siger Signe Horn Rosted.

Automatiske hårde hvidevarer
Bo Danielsen fra Cerius peger på, at det formentlig især vil folk med et relativt højt elforbrug måske til varmepumper og elbiler, der vil nyde godt af de billigere elpriser.

- Men der kan også være en gevinst at hente, hvis man kan udskyde eller flytte sit forbrug af eksempelvis energitunge hvidevarer som tørretumblere og el-ovne, påpeger Bo Danielsen.

Overgangen til timeafregning bunder dybest set i EU-regulering, så en konsekvens kan også være, at producenter af hårde hvidevarer vil udvikle mere intelligente produkter til det europæiske marked.

- Vi kommer til at se flere apparater, der kan reagere automatisk på prissignaler. Det vil også blive mere udbredt at følge med i elpriserne via apps, og måske vi også vil se en ny spiller på elmarkedet i form af en aggregator, der kan hjælpe os med at styre vores forbrug, så vi ikke selv skal tænde og slukke for vores forskellige apparater, når prisen er gunstig, vurderer Bo Danielsen.

En større it-opgave
Opgaven med at overgå til flexafregning er en it-opgave, og ifølge Brian Laulund-Pedersen fra Veksel er det ikke bare lige til.

- Vi har hjemtaget timeværdier fra vores elmålere i længere tid, men nu skal de valideres en tand bedre. Vi skal også tjekke bedre op på, om alt lykkes i forhold til arbejdsgangene op mod DataHub’en, så der er mere kontrolarbejde, siger Brian Laulund-Pedersen.

Også Bo Danielsen påpeger, at den nye flexafregning stiller større krav til netvirksomhederne i forhold til at sikre kvaliteten af måledata og den hastighed, de hjemtages med.

- Det betyder et skærpet fokus og en hurtigere reaktionshastighed, når noget fejler eller mangler… og det stiller store krav til vores driftsorganisation, siger Bo Danielsen.

Kilde: Dansk Energi

Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062