23948sdkhjf

Danske virksomheder tænker alibigrønt

Når danske virksomheder forsøger at nedbringe deres energiforbrug, er det kun de små synlige ændringer, der bliver prioriteret. De fleste virksomheder foretager kun meget få ændringer. Virksomhederne er for usikre på effekten, viser en undersøgelse.
Danske virksomheder udviser i stigende grad økonomisk fornuft og samfundsansvar ved at have fokus på at nedbringe energiforbruget. En ny undersøgelse foretaget af energispecialisten Schneider Electric blandt 115 danske virksomheder viser, at energieffektivisering har høj prioritet blandt 7 ud af 10 virksomheder. Men selvom langt de største besparelser og effekter opnås ved større tiltag, viser undersøgelsen, at det alligevel kun er de små synlige tiltag, der bliver prioriteret.

- En del virksomheder sparer rigtig mange penge ved at arbejde systematisk med at nedbringe energiforbruget. Men der er også mange virksomheder, som tænker alibigrønt, og som tror, at det er nok bare at udskifte elpærer og skrue ned for varmen. De prioriterer kun de små synlige ændringer, der er lette at håndtere i hverdagen, og hvor man kan se effekten på elregningen lige med det samme. Men der er langt større besparelser at hente, hvis man arbejder fokuseret med energioptimering og har det som en prioriteret del af forretningsstrategien, siger Jeppe Rasmussen, Vice President Buildings Business i Schneider Electric.

Stort fokus – store besparelser
Det er især mindre omfattende tiltag som udskiftning af elpærer og en nedsættelse af varmeforbruget, der foretages i de danske virksomheder. Undersøgelsen viser da også, at de fleste virksomheder opnår mindre besparelser på max 10 % årligt. Hvis virksomhederne vil opnå mærkbare økonomiske besparelser og lavere CO2-udledning, skal der arbejdes mere fokuseret med energioptimering og igangsættes flere tiltag. Således viser undersøgelsen, at de 25 % af virksomhederne, der prioriteter energieffektivisering meget højt, også er dem, der opnår de største besparelser og effekt på CO2-regnskabet.

- Effekten af tiltagene afhænger i høj grad af, hvor stor en indsats man gør. Effektiv styring af lys, temperatur, ventilation og vandforbrug kan sikre meget store besparelser, der hurtigt tjenes ind og samtidig gavner miljøet. For mange virksomheder kan det faktisk lade sig gøre at spare helt op til 30 % af energiforbruget, forklarer Jeppe Rasmussen.

Usikker på effekten
Det er netop usikkerheden over for hvilken effekt, der kan forventes af tiltagene, der er en stor barriere for, at virksomhederne giver sig i kast med at foretage større og mere omfattende ændringer. Således ser hver fjerde virksomhed (25 %) det som en stor hindring, at de ikke kan vide sig sikre på effekten af tiltagene. Dette hænger formentlig sammen med de store startinvesteringer, som halvdelen af virksomhederne (54 %) oplever er svære at retfærdiggøre over for den øvrige ledelse og bestyrelse. Men derved overser virksomhederne det potentiale, som mange har for at opnå store besparelser på driftsomkostningerne og forøgelse af værdien på deres ejendomme.

- Effekten er til at tage og føle på for mange virksomheder. I øjeblikket har mange virksomheder øjnene rettet mod at høste besparelser på driftsomkostningerne. Disse virksomheder overser, at energiforbruget oftest er blandt de tre største omkostninger på hele budgettet, og at der derfor er mange penge at hente ved at tænke grønt og energioptimere bygningerne. Samtidig er besparelser på energien nok den mindst risikable vej til at opnå en varig forbedring af driftsøkonomien, slutter Jeppe Rasmussen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079