23948sdkhjf

Dødsfald: Fjernvarmens grand-old-man er død

Tidligere direktør i Dansk Fjernvarme og medlem af Dansk Fjernvarmes bestyrelse, civilingeniør H.C. Mortensen, er død efter længere tids sygdom. Han blev 82 år.

H.C. Mortensen blev født den 31. maj 1936 i Christiansfeld og havde en lang karriere på energiområdet.

Midt i 1970’erne var han en af ophavsmændene til Varmeplan for Danmark, der var grundlag for fjernvarmens udbredelse i hele landet.

Da H.C. Mortensen i 1979 blev direktør i Dansk Fjernvarme, kendte han allerede energisektoren og centraladministrationen, da han kom fra en stilling som chef for energikontoret i Miljøstyrelsen.

Efter fire år blev H.C. Mortensen teknisk direktør i CTR, Centralkommunernes Transmissionsselskab. To år senere blev han udnævnt til administrerende direktør i CTR. Den stilling bestred han i næsten to årtier.

I 1997 vendte H.C. Mortensen tilbage til Dansk Fjernvarme som medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget i seks år. Han arbejdede desuden i en årrække som formand for DBDH på at udbrede fjernvarme i udlandet, særligt i Østeuropa og Kina.

H.C. Mortensen har også været formand for det internationale energiagentur IEA’s Executive Committee on District Heating and Cooling, og som leder af den nordiske gruppe for atomarberedskab var han udsendt til Three Mile Island ved atomulykken i 1979.

I 2003 gik H.C. Mortensen på pension og flyttede med familien til Sønderborg, hvor den yngste søn Kasper gik i sin fars fodspor og uddannede sig til civilingeniør.

H.C. Mortensen var i en årrække medlem af Sønderborg Fjernvarmes bestyrelse og medlem af Energiklagenævnet. Han har også modtaget Ridderkorset.

Han efterlader sig sin kone Inge-Maj og fire børn.

Æret være hans minde

Kilde: Dansk Fjernvarme

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128