23948sdkhjf

Millioner skal sikre billigere havvindmøller

Siemens Gamesa og Aalborg Universitet står i spidsen for nyt projekt

Projektet i4Offshore skal demonstrere og teste nye vindmølle-teknologier til havs. Det skal føre til løsninger, der reducerer prisen på vindmølleenergi produceret til havs.

- Det er en bunden opgave for os i Siemens Gamesa at medvirke til at reducere omkostningerne ved offshore vindenergi, og det glæder os, et der nu er UE-midler til støtte for det arbejde, siger Jesper Møller, der som senior specialist i Offshore Technologies på Siemens Gamesas Offshore Business Unit skal lede projektet.

Kæmpe ingeniør-puslespil
I4Offshore-projektet, der er baseret på klassiske ingeniørdiscipliner som strukturanalyse, geoteknisk konstruktion, produktion og risikoanalyse, vil teste en komplet installation af en fremtidig version af en fuldskala Siemens Gamesa offshore-vindmølle.

Et nyt 1.000-tons sugekop-fundament, en ståljacket, et betonovergangsstykke og en ny kabelforbindelse skal vise, at teknologien er pålidelig, og at produktion, transport og installation kan gøres mere omkostningseffektivt end i dag.

- En af udfordringerne ved offshore vindenergi er, at de høje omkostninger ved at bygge offshore-vindmøller har nødvendiggjort forskellige ordninger med statsstøtte til at gøre vindenergi mere effektiv. Mens alle former for industriel energiproduktion modtager statsstøtte, uanset om de er vedvarende, fossile eller andre kilder, skal vi med dette projekt gøre havvindmøllen endnu mere omkostningseffektiv, siger Lars Bo Ibsen, professor ved Aalborg Universitet.

Fakta: Projektets partnere:

Ud over Siemens Gamesa og Aalborg Universitet er i alt 15 projektpartnere og virksomheder involveret i projektet. De er alle eksperter inden for offshore vindindustrien og omfatter Universal Foundation, Bladt Industries, Per Aarsleff, Salzgitter, Windar Renovables, Dr. Techn. Olav Olsen AS, NKT Cables, Sintef Ocean, Bureau Veritas Marine & Offshore, Maersk Broker, Deugro Danmark, Fred. Olsen Windcarrier, Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Projektet tager sigte på at anvende avancerede teknologier til at reducere energiprisen (LCoE) fra offshore-vind. LCoE beregningerne viser de samlede omkostninger ved elektricitet fra en bestemt energiteknologi, når alle omkostninger er inkluderet. Men inden projektet når det mål, skal de forskellige elementer vise, at de kan integreres i en samlet løsning.

- Vi har allerede mange stykker, som vi ved fungerer godt hver for sig. Nu er vi ved at samle dem i et stort puslespil og teste, at de arbejder sammen. Når det forhåbentligt er gået godt, skal vi efterfølgende demonstrere overfor kunder, banker og investorer, at offshore-vind både økonomisk og miljømæssigt er fremtiden, tilføjer Lars Bo Ibsen.

Desuden vil projektet afprøve installationsløsninger, der er endnu mere bæredygtige end dem, man kender i dag og generer den omkringliggende natur mindst muligt. Bucket-fundamentet kan installeres stort set støjfrit, da installation foregår via sugning i havbunden i stedet for at blive hamret ned ovenfra.

- Ved hjælp af et sugekop-fundament kan vi skåne hvaler og andet undersøisk liv ved at eliminere de lydbølger, som kommer, når man hamrer et fundament i havbunden. Og når vindmøllen en gang skal tages ned igen, kan sugespandene, jacket-fundamentet og overgangstykket også afmonteres og fjernes relativt let. Materialerne, herunder stål, beton og kabler, kan genanvendes på en meget ressourceeffektiv måde. Så der er mange fordele også miljømæssigt ved udsigterne i dette projekt, siger Jesper Møller.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096