23948sdkhjf

Samuelsen: Svært at argumentere for russisk gasledning i dansk farvand

Udenrigsministeren kobler Ruslands aktiviteter til omstridt gasledning. Så afvis den, siger oppositionen.

Ruslands angreb på ukrainske skibe ved Krim-halvøen, landets brud på en traktat om atomnedrustning og Kremls brug af fake news betyder alt sammen, at den danske regering får svært ved at argumentere for at godkende det russiske Nord Stream 2’s ansøgning om at føre en gasledning syd om Bornholm.

Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der ellers hidtil - ifølge Jyllands-Posten - har afvist at koble Ruslands aktiviteter til rørledningen. 

- De ting, der bliver hældt i vægtskålen i øjeblikket fra Ruslands side, tæller i den forkerte retning, hvis man gerne vil se en godkendelse af projektet. Det, der foregår, er åbenlyst ikke i danske sikkerhedspolitiske interesser, siger udenrigsministeren og understreger, at 'det er vanskeligt at argumentere for' at give Nord Stream 2 tilladelse til den ønskede linjeføring for at kunne levere naturgas til Tyskland.

Danmark støtter en hårdere kurs mod Rusland, men regeringen har endnu ikke inddraget Nord Stream 2 i den sammenhæng. 

Samuelsens udtalelser får oppositionen på Christiansborg til at opfordre ham til at gøre det nu.

- Vi er helt enige i hans vurdering. Så nu er det bare med at få afvist ansøgningen, hvilket udenrigsministeren foreløbig har haft et helt år til at få gjort, siger Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup.

Siger regeringen nej, kan Nord Stream 2 vælge en anden rute, som Danmark ikke kan stoppe. Men det kan Tyskland.

Nord Stream 2 har afvist udenrigspolitiske aspekter.

- Seks virksomheder, blandt dem fem meget kendte vestlige virksomheder, investerer milliarder for at bidrage til forsyningssikkerheden i EU, skriver en talsmand i en mail.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.116