23948sdkhjf

Danmarks største landvindmøllepark på vej i Nordjylland

Aalborg og Vesthimmerland vil i fremtiden lægge grund til 36 vindmøller på land.

36 nye, store vindmøller vil snart ændre billedet af Nørrekær Enge ved Limfjorden, som ligger hen over kommunegrænsen imellem Aalborg og Vesthimmerland Kommune.

Byrådene i de to kommuner har torsdag vedtaget planerne. Dermed er der ifølge kommunerne banet vej for Danmarks største landvindmøllepark.

Det skriver By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg i en pressemeddelelse. 

Planerne drejer sig om 36 nye vindmøller på op til 150 meters højde. I forvejen står der 13 vindmøller i området. De nye vil blive opstillet af producenten Vattenfall. 

Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune Hans Henriksen er meget tilfreds med beslutningen.

- Der har været en meget høj grad af borgerinvolvering, og projektet sætter nye standarder for lokalt medejerskab og lokal forankring, siger han i pressemeddelelsen. 

Også i Vesthimmerland er der politisk glæde ved planerne. Borgmesteren i kommunen, Per Bach Laursen, siger, at projektet har været ventetiden værd. 

- Med maksimal folkelig opbakning fra lokalområdet og et forbilledligt samarbejde med Aalborg Kommune, Nørrekær Enge Vindmølleforening og Vattenfall, sætter vi nu nye standarder i bestræbelserne for at sikre os en grøn omstilling, siger han i pressemeddelelsen. 

Han sender dog samtidig et opråb til regeringen, der har fjernet den grønne ordning. Den var tidligere med til at sende økonomisk kompensation til kommunerne, når de indvilgede i at opstille vindmøller.

Ordningen skulle komme de lokale beboere til gavn.

- At fjerne tilskuddet til lokalområderne efter den grønne ordning fra februar i år har absolut ikke gjort det nemt for os i kommunerne, som skal planlægge for og godkende nye vindmølleprojekter, siger Per Bach Laursen. 

Der har været en del modstand mod projektet blandt beboerne i området, skriver TV2 Nord. 

Per Bach Laursen siger også i pressemeddelelsen, at vindmølleparken kun bliver en realitet, fordi producenten Vattenfall er gået med til at matche det beløb, som kommunen kunne have modtaget gennem den grønne ordning. 

By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg melder, at der er lavet købsaftaler på op til 26 ejendomme i området, så påvirkningen af området minimeres. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094