For første gang i mere end 30 år vil man prøve at bore efter olie i den danske muld.
Givskud er et af stederne, der kunne have olie- og gaslommer liggende i undergrunden – men det er langt fra det eneste sted.
Derfor giver man det nu chancen for at se, om mængderne kan danne grundlag for et nyt energieventyr.
- Vi taler absolut om mængder, der er kommercielt interessante – og som snildt kan dække de ret store omkostninger til undersøgelser og boringer, siger direktør Peter Helmer Steen fra den statslige Nordsøfond til Politiken.
Nordsøfonden betaler 20 procent af udgifterne til boringerne. Den anden interessent er amerikanske GMT Exploration, der betaler de sidste 80 procent.
Nordsøfonden er statens olie- og gasselskab, som sammen med en række danske og udenlandske selskaber leder efter olie og gas i Danmarks undergrund.
Såfremt energieventyret får en lykkelig afslutning, så vil GMT få en tredjedel af indtægterne, mens den danske stat vil tage to tredjedele.