23948sdkhjf

Ny lov ændrer kraftværkernes vilkår

Det rammer hårdt og møder voldsom kritik

Folketinget har netop vedtaget et lovforslag, som fastlægger støtten til elproduktion fra de eksisterende biomasseanlæg efter den 1. april 2019.

Loven, der gennemfører dele af Energiaftalen fra den 29. juni 2018, får betydning for alle eksisterende støttemodtagere, som i dag får en støtte på 15 øre pr. kWh.

Konsekvensen af det nye lovforslag, som Regeringen med kort varsel har vedtaget, er at varmekunder tilknyttet Avedøreværket i København og Verdo i Østjylland kommer til at betale mere for deres fjernvarme.

Støtten til elproduktion på biomasse på eksisterende anlæg bortfalder simpelthen.

Millionbeløb i Randers
Hos Verdo i Randers, hvor der produceres strøm på biomasse, kommer lovforslaget til at koste et årligt millionbeløb fra 2024.

- Vi mister biomassetilskuddet til elproduktion fra 2024. Det betyder, at varmeregningen sandsynligvis vil stige for vores kunder fra 2024, men vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at det ikke sker, siger Henrik Bøgh Nielsen fra Verdo.

Indtil i dag havde Verdo regnet med at modtage tilskud til elproduktionen helt frem til 2029. Det betyder, at selskabet mister fem års tilskud, hvilket selvsagt er noget af en bet.

- Vi tager loven til efterretning, lyder det fra selskabet

Tæppet trækkes væk
I den anden ende af landet hos Avedøreværket og Ørsted er man ikke mindre træt af det end i Randers.

- Hvis rammevilkårene ændres midt i aftaleperioden, vil det indebære betydelige tab for os og for varmekunderne. Det er meget usædvanligt, at tæppet på den måde trækkes væk under investeringer, som vi har foretaget for flere år siden, sagde Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i Ørsted med ansvar for kraftværksdivisionen.

Kritik fra branchen
Det er ikke bare hos Verdo og Ørsted, at lovforslaget får en kølig modtagelse. Det har mødt en voldsom kritik i branchen, fordi det ændrer på kraftvarmeværkernes vilkår bagudrettet.

- Ministerens håndtering af det her lovforslag er dybt kritisabelt, og jeg må blot konstatere, at han ikke kæmper imod højere varmeregninger. Det her sætter dybe spor hos grønne investorer, der ikke kan regne med stabile politiske rammer, siger administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard i en meddelelse på organisationens hjemmeside.

Der kan søges

For at fortsætte støtten på 15 øre pr. kWh efter 1. april 2019 i den resterende afskrivningsperiode er det et krav til alle anlæg, at de søger om tilsagn fra Energistyrelsen. Fristen for at indsende ansøgning om tilsagn er den 17. februar 2019.

Energistyrelsen vil afholde informationsmøder den 7. januar 2019 i København og den 9. januar 2019 i Kolding, hvor alle virksomheder inviteres til at komme og høre mere om ansøgningsproceduren og om betingelserne for at fortsætte på støtteordningen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125