23948sdkhjf

Sjællandske el-kunder vil spare penge på nyt udbud

De sjællandske elnet-kunder kan formentlig se frem til at spare penge, efter energiselskabet Seas-NVE har fået ryddet op efter en kontroversiel udbudssag.
Det skriver Dagbladet Roskilde.

I foråret valgte Seas-NVE’s monopolselskab Cerius nemlig at droppe et udbud af energibesparelser, som blev vundet af Seas-NVe Strømmen, et søsterselskab i koncernen til 169 mio. kr. Penge, som Cerius’ elnet-kunder skulle betale via deres elregning.

Det skete efter kritik fra Energitilsynet, der ikke var overbevist om, at Cerius havde indgået aftalen på markedsmæssige vilkår, fordi der kun var ét selskab, som havde budt på opgaven.

Samtidig mente styrelsen også, at den pris, som Cerius - og i sidste ende kunderne - skulle betale, var for høj.

I det nye udbud er man nu meget tæt på målstregen. Aktører i markedet har tidligere anslået over for Finans, at Cerius samlet set kan spare op imod 50 mio. kr. på det nye udbud.

Hos Cerius forventer direktør Henrik Wej Petersen da også, at det bliver til en lavere pris end sidst:

- Jeg vil helst ikke sige nogle konkrete tal, før vi har set tilbuddene. Det vil jo være rene gæt. Men i og med at vi kan se, at der er lavere priser i markedet nu, end da det første udbud blev vundet, så forventer vi da, at vi samlet set lander på en lavere pris, siger han til Dagbladet Roskilde.

I modsætning til det første udbud, der var en stor samlet opgave over tre år, har Cerius denne gang brudt opgaverne op til otte mindre.

Det sker efter dialog med aktørerne i markedet, en ekstern rådgiver og Energitilsynet, der siden har skiftet navn til Forsyningstilsynet.

Det har tilsyneladende givet pote.

- Vi har haft en dialog med otte potentielle leverandører, inden vi har udgivet det nye udbudsmateriale. Herefter har vi været igennem en prækvalifikation, hvor der nu er seks leverandører, der har mulighed for at byde ind på opgaverne, fortæller Henrik Wej Pedersen til avisen.

Den endelige frist for at indgive tilbud på energibesparelses-udbuddet er 5. december.

Cerius forventer at kunne offentliggøre vinderne 11. december.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094