23948sdkhjf

Klumme: Solenergi er populært som aldrig før – på trods af slap solcellepolitik

I energiaftalen, som Folketinget vedtog i sommers, er der en klar målsætning om, at vedvarende energi inden for en overskuelig fremtid skal udgøre Danmarks primære energikilde. Energikommissionen har i sine anbefalinger forud for aftalen peget på solenergi som en uendelig ressource, der bør spille en central rolle i lavemissionssamfundet.

Kig på afgiftssystemet og regulatoriske barrierer
Men hvis Danmark for alvor skal gå forrest i den grønne omstilling, er der behov for at kigge indad. Først og fremmest på det afgiftssystem, der er på området i dag, men også på de regulatoriske barrierer, der risikerer at spænde ben for den grønne omstilling, og som kan hindre virksomheder i at omlægge til solenergi og dermed bidrage til den grønne omstilling.

Hvis vi skal have alle med på vognen i den grønne omstilling – inklusive virksomhederne – er der behov for et kursskifte i dansk energipolitik. Det betyder blandt andet, at afgiftssystemet skal skrues sammen på en mere hensigtsmæssig måde, og at der skal sikres stabile, langsigtede rammevilkår for virksomheder, som ønsker at omlægge til solenergi.

Sidst men ikke mindst er der behov for, at der i langt højere grad sættes fokus på de gode markedsvilkår, som skal sikre, at de teknologier, der kommercielt leverer de bedste og billigste løsninger til forbrugerne fremmes.

”Ualmindelig slap solcellepolitik”
I den bredt vedtagne energiaftale er det aftalt, at der skal afsættes 4,2 mia. kr. til udbud, hvor forskellige teknologier som landvindmøller og solceller kan konkurrere om at levere grøn strøm billigst.

Men som Brian Vad Mathiesen, professor ved Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet, sagde til fagbladet Ingeniøren i august 2018, er det en ”ualmindelig slap solcellepolitik, der slet ikke tager højde for teknologiens potentiale”.

Beregninger viser nemlig, at vi i Danmark vil have gavn af 2.000 til 2.500 MW solceller inden for de næste fem år. Blandt andet fordi solcellerne har en anden produktionsprofil end vindmøllerne, hvorfor strømmen får højere værdi.

Virksomheder veksler solceller til god CSR-profil
Heldigvis har mange virksomheder – på trods af afgiftssystemet og regulatoriske barrierer – allerede set de mange fordele ved omlægning til solenergi. Flere og flere virksomheder, såvel små som mellemstore og store, får dækket enten hele eller dele af deres energiforbrug ved hjælp af solcelleanlæg. Desuden ser vi en udvikling netop nu, hvor solenergi i stigende grad tænkes ind i nybyggeri, og hvor solceller erstatter almindelige tag- og facadematerialer. En udvikling, der gør installation af solceller særdeles attraktiv.

For udover de økonomiske besparelser, der er at hente ved en omlægning til solenergi, bidrager omstillingen også til virksomhedernes CSR-profil. Det er vigtigere end nogensinde før, som virksomhed eller organisation at kunne forsikre både kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere om, at man tager ansvar for miljøet og bidrager til den grønne omstilling. Derfor er vi glade for, at vores mange medlemsvirksomheder kan hjælpe landets virksomheder og organisationer med ikke blot at spare penge på energiforbruget, men styrke deres brand som en ansvarlig og ambitiøs grøn virksomhed.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11