23948sdkhjf

Dansk selskab bygger kæmpe affaldsanlæg i lille bitte land

Et af verdens mindste lande vil nu bygge et af verdens største affaldsenergianlæg.

Anlægget vil kunne behandle godt 2,4 millioner ton affald årligt - mere end fem gange så meget som de største europæiske affaldsenergianlæg. Det vil blive opført side om side med et nyt vandrensningsanlæg, og slamforbrændingsanlægget her vil også være blandt de største i verden.

Singapore har valgt Rambøll til at designe og implementere det rekordstore energianlæg, hvor de to systemer skal integreres på en ny måde for at udnytte synergierne.

To byggefaser
Anlægget bygges i to faser, som hver rummer fire forbrændingslinjer, og derudover vil der være et anlæg til forbehandling af madaffald, som sendes til vandrensningsanlægget for at producere biogas.

Biogassen vil også indgå i energiproduktionen på affaldsenergianlægget og være med til at sikre, at Singapore-anlægget kan få den højeste energieffektivitet, og derudover skal det også have den bedste røggasrensning.

Anlægget vil fuldt udbygget producere 200 MW el.

Meget affald på lidt plads
Singapore har en befolkning på 5,5 millioner, og et meget avanceret affaldsindsamlingssystem. Men den asiatiske østat har en stor udfordring i sit begrænsede areal (710 km2 – svarende til Bornholm og Amager tilsammen).

Derfor har Ramboll udviklet løsninger, der minimerer arealanvendelsen samtidig med, at man sikrer den bedste miljøbeskyttelse og maksimerer energiproduktionen.

- Singapore har sortering af affald, men på grund af den stærke vækst og befolkningstilvækst kommer der alligevel mere affald. Så man har valgt at investere stort i en løsning på højeste tekniske niveau. Det er et virkelig spændende projekt for os, siger Bettina Kamuk, global markedsdirektør i Rambøll.

Projektet vil beskæftige op til 25 medarbejdere i Rambøll over 8-10 år, og vil få afgørende betydning for udbredelsen af affaldsenergianlæg også på andre vækstmarkeder, bl.a. Mellemøsten og Australien, vurderer Bettina Kamuk.

Affaldsenergianlægget skal stå færdigt i perioden 2022 til 2024. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094