23948sdkhjf

Dansk lufthavn erstatter oliefyret med en varmepumpe

Siden 1965 har Lolland Falster Airport haft flyvninger til alle lande  - primært mindre forretningsfly og helikoptere fra Europa.

Lufthavnen består af en administrations- og kontorbygning, flere hangarbygninger og en 1.200 meter lang landingsbane – og indtil nu et oliefyr.

Lufthavnen har nemlig valgt en lidt grønnere løsning for fremtiden. Selskabet har valgt en varmepumpe på abonnement fra SustainSolutions.

Varmepumpen er en Bosch luft-vand-varmepumpe 13 kWh installeret af CMO Technology. Den kommer til at dække hele varmeforbruget i administrations- og kontorbygningerne.

I valget af varmekilde er det ikke så meget prisen som klimaet, der har været en væsentlig faktor.

- Flytrafik belaster miljøet i høj grad og derfor er det vigtigt for os at nedbringe CO2 der, hvor vi kan. Vi har kunnet tage et miljørigtigt valg med en varmepumpe på abonnement, som også giver økonomiske og praktiske fordele, siger Hans Mouszynski, lufthavnschef hos Lolland falster Airport.

Skiftet fra oliefyr til varmepumpe giver en CO2-reduktion på 10 tons om året, hvilket svarer til 600 køreture mellem Rødby og København.

Samtidig kommer lufthavnen til at spare cirka 14.000 kroner på varmeregningen om året.

140.000 oliefyr at tage af
Der er cirka 140.000 oliefyr tilbage i Danmark. Der skal altså sættes fuld fart på udfasningen af de forurenede oliefyr, for at opnå regeringens målsætning om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050.

Udviklingen af nærvarme-konceptet er støttet af Energistyrelsen og er en håndsrækning til de mange boligejere og virksomheder rundt om i landet, der gerne vil af med oliefyret.

SustainSolutions er en af de virksomheder, som har modtaget støtte fra Energistyrelsen, og det er altså dem, der har leveret varmepumpen på abonnement til lufthavnen.

Nærvarmen hos Lolland Falster Airport har kostet et mindre engangsbeløb for installationen, og de skal fremover betale et fast månedligt abonnement, der blandt andet dækker løbende service, som sikrer, at varmepumpen kører optimalt. Lufthavnen betaler derudover en fast pris pr. kWh for den varme, som der bliver brugt.

- Nærvarme giver fleksibilitet i budgettet og kendte udgifter til varme. Det er endda nemt, fordi vi tager os af alt det praktiske. Samtidig er det et af de grønneste alternativer til fossile brændsler, siger teknisk chef Klaus Gadeberg fra SustainSolutions. 

Om Lolland Falster Airport

  • Lolland Falster Airport er en international lufthavn med flyvning fra alle lande - primært mindre forretningsfly og helikoptere fra Europa.
  • Lufthavnen rummer flere hangarbygninger og gode parkeringsarealer. Den er velegnet til mindre propel- og jetfly, helikoptere, erhvervsflyvning og taxiflyvning - både inden- og udenrigs.
  • Lufthavnen blev anlagt i 1965 på et lille græsareal af Rødby og Holeby kommune. Den startede som en 650 lang og 30 meter bred græsbane. I 1973 indgik Holeby, Rødby, Nysted og Maribo kommune i et samarbejde, og lufthavnen blev udvidet til 980 meter lang og 30 meter bred asfaltbane med lys, så det blev muligt at beflyve lufthavnen i mørke. I 1984 blev landingsbanen udvidet til de nuværende 1.200 meter. Efter kommune sammenlægningen i 2007 drives lufthavnen i dag af Lolland og Guldborgsund kommune.
  • Lolland Falster Airport ligger nær Rødbyhavn tæt på motorvejen til København og den kommende Femern Bælt forbindelse, som bliver en af Europas største arbejdspladser.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098