23948sdkhjf

Elsam-sag kan ikke ankes til Højesteret

Procesbevillingsnævnet har den 25. oktober 2018 afvist at give konkurrencemyndighederne tilladelse til at få prøvet Vestre Landsrets dom af 24. maj 2018 vedrørende det tidligere Elsam ved Højesteret.

Vestre Landsret frifandt Ørsted for påstanden om, at Elsam skulle have misbrugt en dominerende stilling på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark i perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2006.

Den afgørelse er nu endelig, skriver Ørsted i en pressemeddelelse.

- Vi er meget tilfredse med Procesbevillingsnævnets afgørelse. De har lyttet til vores argumenter og undladt at give tilladelse til at anke Vestre Landsrets dom. Dermed kan vi forhåbentlig sætte et punktum i en meget langstrakt sag, siger CFO Marianne Wiinholt, Ørsted.

Sideløbende erstatningssag
1.106 danske sagsøgere med Energi Danmark i spidsen anlagde i 2007 sag mod Elsam med krav om erstatning for tab lidt som følge af den påståede overtrædelse af konkurrencereglerne. Det er ikke erstatningssagen, som Procesbevillingsnævnet i dag har taget stilling til. Erstatningssagen kører i Sø- og Handelsretten.

Fakta om Elsam-sagen

  • Konkurrencerådet traf i 2007 afgørelse om, at Elsam havde misbrugt en dominerende stilling på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark i perioden 1. januar 2005 til 31. december 2006.
  • Konkurrenceankenævnet stadfæstede i 2008 Konkurrencerådets afgørelse for perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2006, men ophævede og hjemviste afgørelsen for andet halvår af 2006.
  • Elsam indbragte i 2008 Konkurrenceankenævnets afgørelse for Sø- og Handelsretten.
  • I 2007 anlagde 1.106 danske sagsøgere med Energi Danmark i spidsen erstatningssag mod Elsam angående tab i perioden 1. juli 2003 til 31. december 2006.
  • Sø- og Handelsretten gav d. 30. august 2016 konkurrencemyndighederne medhold i, at Elsam overtrådte konkurrencereglerne i perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2006.
  • Vestre Landsret frifandt d. 24. maj 2018 Ørsted for at have overtrådt konkurrencereglerne.
  • Procesbevillingsnævnet afviste d. 25. oktober 2018 at give konkurrencemyndighederne tilladelse til at anke sagen til Højesteret.

Kilde: Ørsted

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109