Europas første superlader i Rødekro: Elbiler oplader batteri på ti minutter
Det kræver tid at oplade batteriet på en elbil, men den tid ser ud til at forsvinde i fremtiden. Det skal nemlig tage kortere tid at oplade elbilen, når man er på farten.
Det skriver DR Syd.
På en tankstation i Rødekro ved Aabenraa tager man forskud på fremtiden med Europas første superladerstation, som er syv gange så kraftig, som en almindelig ladestation.
Idéen er, at elbilerne på ned til ti minutter får omkring 400 kilometer på batteriet, fortæller Nils Dullum, der har været konsulent i norden for virksomheden Ionity's opførsel af de nye superladere.
- Der er en stor tidsfaktor i det, når elbilerne skal lade op. Den tidsfaktor er kraftigt på vej ned, mens kraftoverførslen fra bilen er på vej den stik modsatte vej, nemlig kraftigt på vej op, siger han til DR Syd.
I Danmark skal der installeres syv superladere, skriver DR Syd.