23948sdkhjf

Grundfos' ejerfond mister formand og næstformand

Poul Due Jensens Fond skal have ny bestyrelsesformand og næstformand. Tre bestyrelsesmedlemmer går af

Formanden og næstformanden i Grundfos' ejerfond trækker sig.

Poul Due Jensens Fond ejer hovedparten af pumpegiganten Grundfos, og den afgående formand, Jens Bager, er den første formand, der ikke er en del af ejerfamilien.

Det fremgår af en pressemeddelelse på fondens hjemmeside.

Han trækker sig efter kun syv måneder som formand i Poul Due Jensens Fond. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, finans.dk.

Niels Due Jensen, der er Grundfos-arving, håndplukkede selv Bager til formand, da Due Jensen i forbindelse med sin 75-års fødselsdag gav formandsposten videre, skriver mediet.

I den meget korte pressemeddelelse fra fonden står der, at tre bestyrelsesmedlemmer trækker sig. Det er på grund af "uenighed om strategien for fonden".

Foruden Jens Bager trækker næstformanden, Ingelise Bogason og Anne-Birgitte Albrechtsen sig også.

Jens Bager har tidligere været topchef i den danske medicinalvirksomhed ALK-Abelló.

Jens Bager træder ikke bare ned fra stolen og finder en anden rolle, han træder helt ud af bestyrelsen.

Fonden skal nu på jagt efter tre nye bestyrelsesmedlemmer, og ifølge meddelelsen venter fonden, at pladserne vil være besat inden for tre måneder.

Poul Due Jensens Fond blev oprettet som en selvstændig institution i 1975. Fonden ejer i dag cirka 87 procent af virksomheden.

Grundfos har hovedsæde i Bjerringbro, og virksomheden producerer pumper.

Produkterne fra Grundfos bliver brugt over alt i industrien, erhvervs- og boligejendomme - for eksempel til varme og aircondition, vandforsyning og rensning af spildevand.

Grundfos er i dag en af verdens største pumpeproducenter med salg over store dele af verden. Virksomheden har omkring 19.000 ansatte.

Grundfos endte årets første seks måneder med en omsætning på 12,8 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109