23948sdkhjf

Visionært renoveringsprojekt godt på vej i Høje-Taastrup

Mandag indviede klima- og energiminister Lykke Friis de første 7 af i alt 27 institutioner, som indgår i en omfattende energirenovering i Høje-Taastrup.
Mange børneinstitutioner landet over døjer med træk og dårligt indeklima i utidssvarende bygninger.

Varme og skattekroner fosser ud af væggene, og travle børnefamilier kender problemet med hostende og snottede unger.

Høje-Taastrup Kommune tæt på København er ingen undtagelse, men mandag indviede klima- og energiminister Lykke Friis de første 7 af i alt 27 institutioner, der frem mod 2014 indgår i et ambitiøst projekt for energirenovering af daginstitutioner i Kommunen.

Begejstret minister
Varmeregningen reduceres typisk med 50-60 %, og i nogle af de over 30 år gamle børnehaver og vuggestuer bliver den sågar lavere end i flere nye institutioner. Dermed er der udsigt til en god forretning for kommunen.

Klima- og energiministeren var da også begejstret, da hun klippede den grønne snor. For netop grundig energirenovering af gamle bygninger bliver en krumtap i Danmarks indsats for at blive uafhængig af fossile brændsler – og for eksport af grøn teknologi:

- Vi ved, at energi bliver dyrere i fremtiden, så det er meget positivt, når en kommune – frem for at bruge penge på store energiregninger – skaber lavere energiudgifter og bedre indeklima for borgerne. Disse energiteknologier er også i høj kurs i udlandet. Så ved at gå ambitiøst til værks kan vi skabe grønne jobs og gøde jorden for eksport af grønne løsninger, siger Lykke Friis.

Så meget sparer kommunen
Varmeregningen i de 27 børneinstitutioner forventes typisk nedbragt med 50-60 %. I hver af institutionerne på Vejtoften, hvor Lykke Friis var på besøg, svarer det til 23.370 kWh om året. Dertil kommer en 18 % el-besparelse svarende til 1.824 kWh om året.

Størstedelen af investeringen på 12 mio. kroner for de første syv institutioner dækker renoveringsarbejde, der alligevel skulle være foretaget i de gamle bygninger. En mindre del af investeringen kommer udelukkende fra den højere energistandard end minimumskravet (fx bedre isolering og bedre vinduer).

Med en samlet, langsigtet besparelse på ca. 240.000 kroner pr. institution vil ekstrainvesteringen dog tjene sig mere end rigeligt hjem takket været de lavere energiregninger – og det endda uden at kalkulere med sparet sygefravær:

- Vi kan skabe bedre institutioner og oven i købet spare så meget dyr energi, at Høje-Taastrup Kommunes samlede udgifter over en årrække reduceres. Mange tror måske, at det er billigst kun lige akkurat at opfylde lovens minimumskrav til energibesparelse. Men ved at gå endnu længere, så forventer vi faktisk, at energimoderniseringen ikke alene giver bedre indeklima for vores børn og ansatte, siger borgmester Michael Ziegler og tilføjer:

Det bliver også en sund forretning for skatteborgerne. Og skulle energiprisen i fremtiden stige mere end 4 % om året, ja så kommer der sågar lidt flere penge i kommunekassen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078