23948sdkhjf

Mangel på CO2: Biogasanlæg bliver storleverandør

CO2 fra biogasanlægget laver bobler i sodavanden

Når et biogasanlæg omdanner madrester og rester fra landbruget til biogas, bliver 60 pct. af det organiske materiale til energi og 40 pct. bliver til CO2.

Sådan produceres grøn kuldioxid

CO2 er et naturligt bi-produkt fra produktionen af biogas.

Når energien er blevet fjernet fra biogassen renses den tilbageværende CO2, således at den får den ønskede renhed.

Herefter opbevares den på tank eller flaske indtil den skal leveres til kunden.

Kunderne anvender herefter CO2’en i stedet for CO2 fra fossil energi.

Typisk anvendes CO2 til fødevareproduktion, slagterier, gartnerier, i læskedrikke, som tøris til køling, i laboratorier, til medicinske formål på hospitaler eller til svejsning.

Den overskydende CO2 har indtil nu været svær at anvende, og sendes typisk tilbage til atmosfæren. Men når verdens største biogasanlæg i Korskro ved Esbjerg er færdigbygget, vil Strandmøllen på samme lokalitet bygge et af verdens første CO2-anlæg, der gør det muligt at oprense og kondensere den overskydende CO2 fra biogasanlægget

- Hvis vi skal nå målene i Paris-aftalen og også i fremtiden være en grøn vindernation, skal vi både reducere udledningerne af CO2, og samtidig binde den CO2 vi allerede har i cirkulation bedre. Det er nu den opgave, vi tager på os, siger administrerende direktør Ole Hvelplund hos Nature Energy.

- Når byggeriet af biogasanlægget i Korskro er færdigt, tager vi de 40 pct. CO2, som ellers ville have været udledt i atmosfæren, og bruger den til eksempelvis kuldioxid i sodavand. Det betyder, at der skal produceres markant mindre kuldioxid af fossil energi, og det øger vores mulighed for både at blive grønne vindere på den økonomiske bundlinje, på miljøets bundlinje og på klimaets bundlinje, siger Ole Hvelplund.

Mangel på CO2
Samarbejdet med Strandmøllen kommer efter en sommer, hvor flere europæiske øl- og sodavandsproducenter har været truet af en generel mangel på CO2 i Europa.

Igennem flere år, har Strandmøllen forsket i oprensning af CO2 fra biogasanlæg. Dette betyder at den CO2 der har været igennem oprensningsprocessen har en meget høj kvalitet, og kan bruges til bl.a. levnedsmiddelproduktion, tøris og svejsning. 

- Vi har i en årrække ønsket at producere grøn C02, men det er først nu, at biogasanlæggene er blevet store nok til, at det bliver økonomisk rentabelt at etablere et CO2-anlæg. Igennem de sidste par år, har der på europæisk plan været stor mangel på CO2 i sommermånederne. Med dette nye anlæg kan Strandmøllens kunder se frem til en langt højere forsyningssikkerhed i 2019, siger administrerende direktør Alex Buendia fra Strandmøllen.

CO2-anlægget i Korskro kan producere op til 25 pct. af det årlige danske forbrug af CO2. Danmark importerer hvert år 65.000 ton CO2. Den importerede CO2 produceres typisk på kunstgødningsproduktion baseret på fossil naturgas.

Biogasanlægget ved Korskro forventes at være færdigbygget i begyndelsen af 2019, og CO2-anlægget kommer til at levere de første flasker kuldioxid til sommeren 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126