23948sdkhjf

Danmarkshistorie: Nu skal vind og sol kæmpe om millionerne

Det teknologineutrale udbud er åbent for tilbud

Energistyrelsen indkalder i dag tilbud i det første teknologineutrale udbud hvor landvindmøller, solceller og åben-dør-havvindmøller kan konkurrere om støtten til vedvarende energianlæg.

Det er det første teknologineutrale udbud med vind og sol nogensinde i Danmark.

- Det er en stor dag for dansk energipolitik. For første gang nogensinde skal teknologierne konkurrere om at levere mest mulig grøn strøm for pengene til gavn for hele samfundet, og jeg har stor tiltro til vind- og solbranchen kan levere nogle flotte bud, siger energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt i en pressemeddelelse. 

Mod en mere markedsbaseret støtte
Den hidtidige støtteordning for vindmøller udløb den 21. februar 2018, mens den åbne støtteordning til solceller er afskaffet. Derfor besluttede regeringen og Dansk Folkeparti sidste år blandt andet at indføre årlige teknologineutrale udbud med vind og sol i 2018 og 2019 for sammenlagt 842 mio. kr.

Det teknologineutrale udbud med vind og sol i 2018 markerer det første skridt væk fra tidligere tiders støtteordninger.

- Målet er, at vedvarende energi skal kunne klare sig på markedsvilkår. Der er vi ikke helt endnu. Jeg håber dog, at dette teknologineutrale udbud bliver en god generalprøve, som kan give et praj om, hvor langt vi er fra målet, inden vi søsætter de endnu større udbud, som et enigt Folketing har besluttet med energiaftalen, udtaler siger Lars Christian Lilleholt. 

Dette teknologineutrale udbud med vind og sol er det første af i alt to sådanne udbud, som blev besluttet af regeringen og Dansk Folkeparti. Der afholdes således et lignende omend lidt større udbud i 2019.

254 millioner i år
Der er afsat sammenlagt 842 millioner kroner til udbuddene, hvoraf først del på 254 millioner kroner udbydes i år. Støtten gives som et fast pristillæg oven i elprisen i 20 år.

Der forventes en udbygning som følge af udbuddene svarende til ca. 140 MW landvindækvivalenter.

Da det er teknologineutrale udbud vides det ikke på forhånd, hvilken teknologi der vil få tildelt kontrakter om pristillæg.

Tilbud på pristillæg skal afgives via udbudsportalen senest 26. november 2018.

Yderligere fakta om det teknologineutrale udbud

  • Alt udbudsmateriale er samlet på udbudsportalen
  • Frist for tilbud er d. 26. november 2018
  • Der er fastsat et budloft på 13,00 øre/kWh
  • Anlæg må ikke producere til egetforbrug
  • Udbuddet er udformet og godkendt af Europa Kommissionen efter retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020
  • Projekter skal være langt i projektudviklingen og nettilsluttes inden hhv. 2 eller 4 år fra indgåelse af pristillægskontrakt med Energistyrelsen afhængig af teknologi

Kilde: Energistyrelsen

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125