23948sdkhjf

Slut med at fyre med petrokoks

Fra årsskiftet bliver det forbudt for private husholdninger at fyre med petrokoks.

Brændeovnsbekendtgørelsen

Forbuddet er en del af de ændringer i brændeovnsbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 26. januar i år.

Bekendtgørelsen hviler på bestemmelserne i Miljøbeskyttelsesloven og regulerer brugen af bl.a. brændeovne, brændekedler og lignende fyringsanlæg.

Bekendtgørelsen indeholder flere nye regler, herunder altså et forbud mod petrokoks til privat opvarmning.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen er glad for, at det sker, da petrokoks indeholder skadelige stoffer, som kan skade miljø og sundhed.

- Røg fra petrokoks er en hård omgang for både mennesker og miljø. Det er derfor en dårlig idé at bruge petrokoks i private fyringsanlæg, både for de der fyrer og deres omgivelser, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Farligt affald
Asken fra forbrænding af petroleumskoks indeholder 6-7 pct. nikkel, hvilket er så højt, at asken kan karakteriseres som farligt affald, da den kan være allergifremkaldende for mennesker.

Asken bør derfor ikke smides ud med almindeligt husholdningsaffald, men bør afleveres på genbrugsstationen.

Røgen fra petrokoks kan desuden være en skrap omgang for anlægget og betyder, at rør og skorsten skal udskiftes hyppigere end ved andre typer brændsel.

Spørgs skorstensfejeren
Når petrokoks bliver forbudt, kan de berørte borgere i de fleste tilfælde bruge andet brændsel, som f.eks. brænde, træpiller eller lignende.

Miljøstyrelsen anbefaler, at borgere, der i dag bruger petrokoks, spørger deres skorstensfejer til råds, når der senest fra 1. januar 2019 skal skiftes til en anden type brændsel.

Fakta

- Petroleumskoks går også under navnene petrokoks, petcoke, energikoks.

- Petrokoks ligner almindelig koks, men hvor almindelig koks stammer fra sten- og brunkul, er petrokoks et restprodukt fra olieraffinering. Petrokoks fremstilles ved, at den sidste del af olien opvarmes til 500 C, hvorefter de sidste faste bestanddele skæres ud ved højtryksspuling.

- Petrokoks har et højt indhold af nikkel, og kan indeholde en del svovl.

- Petroleumskoks brænder ved en meget høj temperatur. Det betyder, at det ikke er særligt anvendeligt i en almindelig brændeovn, fordi det risikerer at ødelægge ovnen.

- Det er fortsat lovligt at fyre med petrokoks i industrianlæg, hvor der er krav om røggasrensning og sikkerhed for, at asken bliver bortskaffet forsvarligt.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094