23948sdkhjf

Her produceres kemiske recepturer på regnvand

Hos Kemi-Tech i Hedensted er der gjort en dyd ud af at være selvforsynende med vand, spildevand og strøm

Om Kemi-Tech

Kemi-Techs overordnede formål er ikke at være selvforsynende.

De fremstiller recepturer.

Læs mere om det her

Uden for Kemi-Tech i Hedensted står en glaspyramide, der til forveksling ligner I.M Peis glaspyramide på slotspladsen ved Louvre i Paris. Forskellen på de to er dog, at Kemi-Techs pyramide er i en noget mindre målestok. Den danner heller ikke tag over en omvendt pyramide, der stikker ned i jorden.

Den udgør til gengæld en meget aktiv del af virksomhedens spildevandsanlæg.

Symbol på selvforsyning
Pyramiden i Paris er blevet tillagt mange forskellige symbolske betydninger hen over årene – Nogle mere lødige end andre.

I Hedensted i Danmark er pyramiden symbolet på og bidragende til, at producenten af kemiske recepturer Kemi-Tech er fuldkommen uafhængig af den kommunale vand- og spildevandsforsyning – i hvert tilfælde, når det kommer til vand til proces.

Her har direktør og ejer Nicolaj Riis Harter virkelig tænkt ud af boksen og sikret sig, at al vand og spildevand til proces forbliver i et lukket kredsløb inde på fabrikken.

- Når man beder andre spare på vandet og energien, må man selv sætte et godt eksempel, siger Nicolaj Riis Harter.

Pyramiden inde i billedet
I produktionen af kemikalier bruger KemiTech rigtig meget vand. Det vand kunne i og for sig godt hentes op nede fra grundvandsmagasinerne, men det er ikke nødvendigt, når der er rigeligt med regnvand at tage af.

- Vi opsamler regnvand i vores bassin uden for. Her henter vi det ind til vores renseanlæg, der fungerer ligesom omvendt osmose. Alle salte renses fra. Og så anvender vi det i produktionen af recepturer, forklarer Nicolaj Riis Harter.

I næste del af processen kommer pyramiden ind i billedet.

- Når vi er færdige med vandet, sender vi det ud i vores spildevandsbassin. Det er dækket over med glaspyramiden. Solen får vandet til at fordampe og sætte sig på indersiden af glasset. Herfra driver det ned i en rende og over i regnvandsbassinet, hvor vi så kan bruge det igen. Salt og tørstof bliver tilbage i spildevandsbassinet.

På den måde er Kemi-Tech selvforsynende med vand til proces – og der er rigelige mængder af det. Selv i denne sommer hvor regn var en eftertragtet vare.

Betaler selv gildet
Ud over det sindrige vand-spildevands-system har Nicolaj Riis Harter næsten lige fået sat 35 kW solceller op på taget, hvilket gør selskabet selvforsynende med strøm. Samtidig sender det ny-installerede træpillefyr virksomheden på den rigtige side af CO2-neutral.

Det glæder Nicolaj Riis Harter, der har betalt hele gildet selv. Der er ikke søgt eller modtaget tilskud noget sted.

- Vi har betalt det hele selv.. Det er alt for bureaukratisk at søge tilskud. Det har vi ikke orket, slutter Nicolaj Riis Harter.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093