23948sdkhjf

EPS genanvendes på millionanlæg i Thisted

To brødre har lagt 15 millioner kroner i maskiner, der nedbryder brugte fiskekasser og gør materialet klar til genanvendelse.

I en fabrikshal i et typisk industrikvarter i Thisted har et nyt anlæg stået og summet siden juni måned. Hvide sammenpressede blokke stables op på et transportbånd, der fører blokken igennem hakkere og knive, der ultimativt kværner blokken til ukendelighed og omdanner den til fine, hvide flager af EPS-materiale.

Brødreduoen Rune og Alex Steffensen står bag virksomheden EPS-Recycle, hvor anlægget står og snurrer, og de har lagt i alt 15 millioner kroner i deres drøm om at genanvende fiskekasser til nye formål.

De sammenpressede blokke er lavet af kasserede fiskekasser fra Hanstholm, der efter udtjent pligt bliver indsamlet og mast sammen på et anlæg på havnen. Herefter transporteres de i lastbiler til Thisted, hvor nedbrydningen til nyt produkt går i gang.

- Vi er startet med en enkelt maskine, som vi fik kørt og ind justeret. Men vi har lavet huller i gulvet til en eller to nye maskiner, der gerne skulle lande i løbet af i år, så vi kan få kapacitet til at køre 10.000 ton EPS igennem hvert år, siger Rune Steffensen, der er ene halvdel af den brødre-duo der kører anlæggene i Thisted og Hanstholm.

Nye haller på vej 
Firmaets afdeling i Hanstholm komprimerer og presser luften ud af brugte EPS-kasser. Indtil nu har firmaet solgt de komprimerede blokke videre til andre, der har stået for nedbrydningen og oparbejdningen til ny råvare, men med det nye anlæg i Thisted, er de kompetencer nu landet in house.

- Med de to anlæg mangler vi bare at kunne lave produkter ud af det nedbrudte materiale, så er vi faktisk selvforsynende, siger Alex Steffensen, den anden bror, der skal stå for driften i Hanstholm, mens Rune skal lede matriklen i Thisted.

Drømmen om selvforsyning er, understreger han, dog noget ud i fremtiden. Men den er der. Når tiden er rigtig.

Inden for et år eller to skal fabrikshallen gerne have fået selskab af to nye haller, der skal gøre det ud for råvarelager og lager til de færdige produkter.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109