23948sdkhjf

Politikere siger god for omstridte vindmøller

23 nye, høje vindmøller skal erstatte 35 gamle i det nordjyske

Trods indsigelser i hundredvis har et samlet teknik- og miljøudvalg i Jammerbugt Kommune sagt god for, at der kan opstilles nye, 150 meter høje vindmøller ved Nørre Økse Sø og ved Thorup-Sletten vest for Aggersund.

Lørdag besluttede udvalget at indstille til økonomiudvalg og kommunalbestyrelse, at der godkendes lokalplaner og VVM-redegørelser for to vindmølleområder. Hvis det sker, kan der opstilles 15 nye vindmøller ved Nørre Økse Sø og ni ved Thorup-Sletten. Samtidigt skal gamle, mindre vindmøller pilles ned de to steder. Det drejer sig om 23 ved Nørre Økse Sø og 12 ved Thorup-Sletten.

De nye vindmøller har fået flere til at gøre indsigelse af frygt for blandt andet støjgener og værdiforringelse af ejendomme. Også Brovst Skole og Aalborg Stift har gjort indsigelse. Sidstnævnte på grund af, at vindmøllerne vil stå tæt på Koldmose Kirke.

Alligevel har teknik- og miljøudvalget valgt at sige god for vindmøllerne, og det er sket med henvisning til, at Danmark har forpligtet sig til at reducere sin CO2-udledning.

Efter mødet har udvalgsformand Jens Chr. Golding (S) og næstformand Torben Sørensen (V) udsendt en fælles udtalelse:

- Det er den samlede kommunalbestyrelse, der tidligere har udpeget vindmølleområderne, og nu giver vi så mulighed for at etablere op til 24 vindmøller, der vil reducere CO2-udslippet med flere millioner tons CO2 over en årrække.

- Det har været meget vigtigt for os alle, at der har været gennemført en åben proces, der har taget alle indsigelser og kommentarer alvorligt, så vi som politikere har haft et klart overblik over både projektet og konsekvenser for borgerne og klimaet. Vi har haft mange overvejelser, vi har lyttet og afvejet mange hensyn mod hinanden undervejs, og dette er et resultat, som følger den plan, som i mange år har været lagt for området, hedder det i den fælles udtalelse.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125