23948sdkhjf

Pristillæg for forsøgsmøller uden for testcentrene sendes i høring

Partierne bag stemmeaftalen om en ny støttemodel for vind og sol aftalte i februar 2018 en særordning for forsøgsmøller uden for de to nationale testcentre for store vindmøller ved Østerild og Høvsøre.

Der er afsat en pulje på 10 MW i 2018 og en pulje på 25 MW i 2019 for tilsagn meddelt i perioden 2018-2019 til særordningen.

Energistyrelsen har netop sendt et udkast til en ny bekendtgørelse om pristillæg til elektricitet fremstillet på forsøgsmøller uden for de to nationale testcentre i høring.

Forsøgsmøller, der opnår tilsagn i 2018, modtager 11 øre/kWh i en 20-årig periode, mens forsøgsmøller, der opnår tilsagn i 2019, modtager et pristillæg svarende til gennemsnittet af de vindende bud i det teknologineutrale udbud for 2018.

Midlerne kan søges efter først-til-mølle-princippet.

- Formålet med ordningen er at understøtte og styrke forholdene for forsøgsmøller i Danmark, så Danmarks position som et globalt foregangsland for test og udvikling af vindmøller kan fastholdes. Det kan medvirke til at sikre den danske vindkraftbranches konkurrencedygtighed til gavn for danske arbejdspladser, eksport og klimaet. Med ordningen undtages forsøgsmøller fra udbud, skriver Energistyrelsen i en meddelelse.

Bekendtgørelsen indeholder kun regler for tilsagn meddelt i 2018. Når pristillægget for 2019 er kendt, ændres bekendtgørelsen, så der bliver adgang til at søge om pristillæg fra 2019-puljen.

Høringssvar vedrørende udkast til ændring af bekendtgørelse om pristillæg til elektricitet fremstillet på forsøgsvindmøller på land uden for de nationale testcentre kan fremsendes pr. e-mail til mhj@ens.dk og kfe@ens.dk med kopi til ens@ens.dk senest onsdag den 3. oktober 2018.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft oktober/november 2018.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113