Pesticider i københavnsk drikkevand
På otte af Hofors vandværker har man nu fundet spor af DMS. På vandværkerne i Dragør og Hvidovre var koncentrationen over den tilladte grænseværdi, mens man i Islevbro, Rødovre, Thorsbro, Brøndby Vester, Vridsløselille og St. Magleby lå under grænseværdien. Det skriver Ingeniøren.
- I alt vurderer vi på nuværende tidspunkt, at fem millioner kubikmeter vand (ud af 75 millioner kubikmeter beregnet ud fra den årlige indvindingstilladelse) er forurenet med DMS – det vil sige indeholder DMS over grænseværdien. I alt vurderer vi, at mindst 18 millioner kubikmeter af vores vand indeholder DMS. Der er således tale om en meget omfattende og udbredt forurening, skriver Ann-Katrin Pedersen, sektionsleder i Hofors sektion Vandkvalitet, i en mail til Ingeniøren.
DMS har dels været brugt i et svampemiddel til frugt- og bæravl og dels i træmaling og træimprægnering. Det er endnu ikke opklaret, hvad der er kilden til forureningen.
Originalartikel: https://ing.dk/artikel/omfattende-pesticidforurening-koebenhavns-drikkevand-213898