23948sdkhjf

Ø afskåret fra omverdenen under strømsvigt

Øen Endelave var onsdag uden strøm i otte timer. Butikker måtte lukke, mobiltelefoner var uden signal og iltapparater og lifte ude af drift.

Et søkabel, som giver øen Endelave strøm fra fastlandet, var årsag til et strømsvigt, da det onsdag morgen antageligvis blev beskadiget 300 meter ud fra kysten af et anker. Det melder elnetselskabet Konstant Net A/S.

Om Endelave

Endelave er en 13,2 kvadrat kilometer stor ø med store marine områder i det sydlige Kattegat. 

Endelave har cirka 151 indbyggere.

De fleste af de fastboende bor i Endelave by, og på resten af øen er der langt mellem huse og gårde.

Et større sommerhusområde ligger på den sydøstlige del af øen ved Lynge Hage.

Strømsvigtet betød, at store dele af øen ikke virkede, fortæller Karsten Kragh Hansen, der er landmand på øen.

- Hjemmehjælperne kunne ikke betjene senge og lifte, når de besøgte øens gamle mennesker, og iltapparater til de medborgere med dårlige lunger fungerede ikke, og reserveudstyret skulle frem, fortæller han til DR Østjylland.

Også de erhvervsdrivende måtte lukkede deres butikker, fortæller Helle Sørensen, indehaver af Endelave Fiske- og Røghus.

- Strømsvigtet betød, at vi måtte lukke butikken. Vi holdt køleskab og fryser lukket og dækkede fiskene i køledisken med ekstra is og flamingo, siger Helle Sørensen til DR Østjylland.

Ingen mobildækning
Desuden betød strømsvigtet, at øens kontakt til omverdenen blev lammet, da sendemasten på øen er afhængige af strøm. Det gjorde det svært at bruge mobiltelefoner og internet, fortæller Karsten Kragh Hansen.

- Vores nødberedskab er afhængig af, at vores mobiltelefoner virker, og når strømme går, er vi afhængige af signalet fra fastlandet, som var meget ustabilt og gjorde det næsten umuligt at snakke i telefon. Så kan man kun befrygte, hvis der var sket noget, siger han til DR Østjylland.

Det er utrygt
Problemet blev løst først på aftenen, hvor der blev sejlet en dieselgenerator til øen, der nu forsyner Endelave med strøm, indtil søkablet er repareret. Men nedbruddet minder øboerne om, hvor sårbare de rent faktisk er:

- Det stiller endnu engang spørgsmål ved, om det er smart, at vi ikke har en nødgenerator på øen. Var det nu sket efter den sidste færge var sejlet, skulle vi så have undværet strøm til næste dag? I mine øjne er det uholdbart, når vi i forvejen er isoleret alle steder fra, siger Karsten Kragh Hansen.

Hos elnetselskabet Konstant Net A/S vil man dog ikke placere en nødgenerator permanent på øen. Ifølge Netchef hos Konstant Net, Michael Grønhøj, vil det kræve en anden form for drift.

- Vi har tidligere forsøgt med en nødgenerator på øen uden større succes, og skulle strømmen forsvinde om natten, har vi mulighed for at leje færgen til transport af generatoren, fortæller Michael Grønhøj til DR Østjylland.

Det er uvist, hvornår det ødelagte søkabel er repareret, men Konstant Net mener, der kan gå uger afhængigt af vejret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141