23948sdkhjf

Regeringen stiller krav til frasalg af Ørsteds elforretning

Staten vil som medejer af Ørsted stille krav til mulige købere af elforretningen, der er sat til salg

Regeringen bakker op om Ørsteds frasalg af den danske elforretning, men vil stille krav til en mulig køber. Det siger finansminister Kristian Jensen.

Staten ejer 50,1 procent af Ørsted, der tidligere hed Dong Energy. Det er i højere grad selskabets ledelse end ejerne, der står for salgsprocessen, lyder det.

- Men i sidste ende skal købet kunne godkendes på en generalforsamling, hvor staten er hovedaktionær.

- Derfor vil vi have mulighed for at stoppe et køb, hvis vi ikke ønsker at gennemføre det, siger Kristian Jensen.

Ifølge Kristian Jensen skal mulige købere have de "tekniske og finansielle muskler til at kunne gennemføre et ejerskab".

- Der er det krav, at en mulig køber skal være i stand til at kunne drive et elnet med høj grad af energisikkerhed, fordi det er en vigtig del af vores infrastruktur på energiområdet.

- Derudover er vi som udgangspunkt åbne for flere forskellige typer af købere.

- Men det er klart, at der er en betragtning for os om, hvem det er, der kommer til at eje en del af den danske energiinfrastruktur. Så nu starter vi en købsproces og ser, hvem der melder sig på banen, siger Kristian Jensen.

- Jeg tror på, at der er nogle af dem, der i forvejen driver infrastruktur eller investerer danskernes pensionspenge, der kunne være interesseret i at byde, siger Kristian Jensen.

Ørsted offentliggjorde tirsdag beslutningen om at undersøge markedets interesse i at købe Ørsteds danske eldistributionsforretning, privatkundeforretningen for el og gas samt forretningen for udendørsbelysning.

- Det er en rigtig beslutning, at Ørsted fokuserer på det, der er selskabets kerneopgave. Nemlig at skabe vedvarende energi og energiproduktion. Herunder selvfølgelig det, selskabet er allerbedst til i verden - nemlig at lave havvindmølleparker, siger ministeren.

Ørsted forventer, at et eventuelt frasalg kan være på plads inden udgangen af første halvår 2019.

De aktiviteter, som planlægges frasolgt, udgjorde i 2017 5,6 procent af Ørsteds driftsindtjening. Det svarer til 1,3 mia. kr.

Nyheden om frasalget skriver sig ind i historien om Ørsted. Det vakte politisk røre og kritik, da den daværende regering bestående af S, R og SF i 2014 solgte ud af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Efterfølgende blev selskabet børsnoteret til en lang højere værdi.

- Børsnoteringen blev gennemført under en anden regering, og den har jeg ingen kommentarer til, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112