23948sdkhjf

Elena investerer millioner i nordjyske varmeværker

Solvarme, biomasse og varmepumper for mere end en halv milliard sender naturgassen på pension.

I september 2017 sad Hanne Skovby hos House of Energy i Aalborg Kommune og lagde sidste hånd på en ansøgning til Den Europæiske Investeringsbanks pulje Elena.

Ansøgningen skulle sikre en række nordjyske varmeværker økonomisk støtte til teknisk rådgivning i forbindelse med investeringer i nye anlæg og teknologier, der kan fortrænge naturgas og reducere CO2-udledningen.

De pågældende varmeværker havde dengang givet tilsagn til, at man - såfremt ansøgningen gik igennem - ville gennemføre investeringer for over en halv milliard kroner.

Nu sidder Hanne Skovby hos House of Energy med tilsagn fra Elena om støtte til ti nordjyske fjernvarmeprojekter.

- Ansøgningen om støtte er på godt 20 millioner kroner samlet til de ti projekter. Til det største fjernvarmeprojekt søger vi godt 8 millioner kroner, mens flere ligger omkring de to millioner kroner, siger Hanne Skovby.

De 20 millioner kroner går udelukkende til støtte til den tekniske rådgivning. Det enkelte projekt står selv for at skaffe finansiering til anlægsfasen.

For 518 millioner
De nordjyske fjernvarmeværker i fem forskellige kommuner har altså givet tilsagn om investeringer for i alt 518 millioner kroner i de ti nye projekter.

Projekter, der kan fortrænge naturgassen og reducere CO2-udledningen. De omfatter udvidelse af ledningsnet, biomasseværk, varmepumper og solvarme og forventes at medføre en CO2 -reduktion på over 40.000 tons.

Et af de ti fjernvarmeprojekter er i Frederikshavn Kommune, hvor Skagen Varmeværk har søgt om midler til at etablere et biomasseanlæg.

Direktør Jan Diget ser frem til de muligheder midlerne giver, og han glæder sig til at se hvilke løsningsforslag, der kommer i forbindelse med den kommende rådgivning.

- Det giver os en bredere skare af muligheder og måske bud på nye løsninger. Med de her midler har vi mulighed for, at få flere bud på, hvordan vi kan optimere vores projekt og få grønnere og billigere varme. Desuden giver det også mulighed for, at vi kan få vigtig sparring med andre i branchen, få ny viden, og hører om hvordan de løser deres problemstillinger, siger Jan Diget.

Ud over fjernvarmeprojektet hos Skagen Varmeværk i Frederikshavn Kommune er fjernvarmeprojekterne fordelt over de nordjyske kommuner Brønderslev, Hjørring, Morsø og Aalborg.

Erhvervschefen er tilfreds
I Aalborg Kommune, der er en af partnerne i House of Energy og der, hvor projektkontoret er placeret, er erhvervschef Tonny Thorup begejstret for, at fjernvarmeprojektet er blevet godkendt, og at det har været muligt at skabe et bredt samarbejde på tværs af de deltagende nordjyske kommuner.

- I Aalborg Kommune satser vi på grøn energi og vækst, og vi tager gerne regionalt ansvar for den udvikling. Vi er derfor ekstra glade for at kunne samarbejde med andre aktører på området, og at det er blevet et stort og bredt samarbejde på tværs af regionen om at få den grønne energi i fokus, siger Tonny Thorup.

Det forventes, at der over den treårige periode, som Elena-projektet varer, vil skabes over 500 arbejdspladser i forbindelse med udførelsen af de ti fjernvarmeprojekter på tværs af regionen.

Treårigt sekretariat
House of Energy opretter et projektsekretariat, som vil stå for projektledelse- og administration på vegne af de deltagende fjernvarmeværker i Elena-projektet.

- Vi vil blandt andet stå for kommunikation med EU, indkøb af teknisk bistand fra eksterne rådgivere, erfaringsudveksling samt sparring med andre projekter, der har fået støtte igennem Elena, heriblandt et stort projekt i Region Midtjylland der allerede er godt på vej, siger Hanne Skovby.

Projektsekretariatet åbner 1. juli, og det samlede Elena-projekt er altså sat til at løbe over tre år.

Om Elena 

Som led i bekæmpelsen af klimaforandringer har EU via den europæiske investeringsbank (EIB) etableret et tilskuds- og låneprogram kaldet Elena (European Local Energy Assistance).

EU støtter investeringer, der reducerer CO2 udledningen, med op til 90 % af udgifterne til teknisk rådgivning.

De samlede tilskud kan dog højest andrage 5 pct. af anlægsinvesteringerne i det enkelte projekt. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096