23948sdkhjf

Bladt kæmper med afventende marked

Stål-koncernen kunne ikke leve op til rekordåret 2016

2017 var et ”turbulent” år i vindmølleindustrien. Sådan konkluderer Bladt Industries i sit årsregnskab.

Det skal ikke tolkes sådan, at ledelsen hos den nordjyske stålvirksomhed er utilfreds med udviklingen i 2017, men snarere at man forholder sig til en industri i kraftig forandring.

- Hvis man kigger på vindmøllemarkedet, så er det et marked, der har været udsat for nogle subsidier, og de bliver nu mindre, og på visse markeder forsvinder de helt, og det skaber en ny situation, som man kan kalde turbulent. Det har gjort, at nogen af de projekter, der plejer at komme i en jævn strøm, de er ikke kommet, og nogen venter også på, at ny teknologi bliver tilgængelig, forklarer CEO hos Bladt Industries, Klaus Steen Mortensen.

Omsætningsfald bekymrer ikke
Han tiltrådte hos den nordjyske virksomhed 1. januar, hvor han overtog posten som CEO efter Jan Kjærsgaard, der således stod bag roret i det forgangne regnskabsår.

Her faldt omsætningen med 11 procent til 3,086 mia. kr., mens overskuddet før skat faldt fra 113,2 mio. kr. til 29,8 mio. kr. Alligevel er Klaus Steen Mortensen tilfreds med udviklingen hos Bladt Industries i 2017.

- Hvis du kigger på vores 2017, så er omsætningen faldet godt 10 procent i forhold til 2016, der var et supergodt år. Hvis man ser i forhold til 2015, så er det en stigning på godt 5 procent. Så niveauet som sådan er vi glade for, men det er altid en udfordring, at omsætningen bliver mindre end året før, men det er afhængigt af, hvor mange ordrer der kommer. Vi arbejder med meget store ordrer, og det kan variere fra år til år, hvornår indtjeningen kommer, konstaterer Klaus Steen Mortensen.

Infrastruktur-projekter i vækst
Traditionen tro var den nordjyske stålvirksomheds vigtigste forretningsben fundamenter og substationer til havvindmøller, og i årets løb blev der leveret i alt 301 fundamenter og fire substations.

Bladt-direktøren kunne samtidig glæde sig over, at et andet af koncernens ben – nemlig store stålkonstruktioner til infrastruktur-projekter – viste særdeles lovende takter i 2017.

Her vandt Bladt blandt andet en ny bro til Køge Nord Station, Danmarks længste indendørs bro til Københavns Lufthavn, mens man også vandt ordrer på en kunsthal ved Kistefos Museum i Norge og en stålbro ved Sofiero Slot i Sverige.

Netop infrastruktur er et marked, som Bladt satser hårdt på i de kommende år som supplement til de to traditionelle ben inden for vindmølleindustrien og offshore-sektoren.

- Vi har en forventning om, at der er en markant vækst inden for det område. Ser man på hele anlægssiden i Norden, som er det, vi betragter som vores marked, er der stigende investeringer inden for infrastrukturprojekter, og der vil vi forsøge at forsvare og øge vores markedsandel, siger Klaus Steen Mortensen.

Stille år i vente
I 2018 er det indtil videre blevet til ordrer på 24 overgangsstykker til havmølleparken Horns Rev 3 samt en substation til Northwester 2 Offshore Wind Farm i Belgien. Samtidig har Bladt gennem et taiwansk joint venture underskrevet en aftale på levering af op til 150 fundamenter til tre havmølleparker.

- Vi er fortrøstningsfulde i forhold til at kunne levere vores 2018-budget, men der er stor variation i ordreindtaget. Der er ikke ret mange projekter i 2018, men vi havde heller ikke regnet med, at der skulle være så mange, fortæller Klaus Steen Mortensen.

Han er dog ikke i tvivl om, at der kommer ekstra skub i vindmøllemarkedet i de kommende år.

- De volumener, der er på land, bliver ved med at være der, men på offshore er der en forventning om en årlig vækst på 15 procent på verdensplan. Vi kan se på vores tilbudsaktivitet, at der er meget høj tilbudsaktivitet på de projekter, der skal bygges i 2019, 2020, 2021 og så videre, slutter han.

Bladt Industries A/S
mio. kr. 2017 2016
Nettoomsætning 3.086,3 3.484,0
Resultat af primær drift (ebit) -2,1 123,3
Resultat før skat 29,8 113,2
Årets resultat 31,0 86,9
Balancesum 1.054,2 1.523,0
Egenkapital 462,4 437,1
Antal ansatte 557 638
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.865