23948sdkhjf

Vestjysk vrede: Rekordmange kræver erstatning for kommende havmøller

Danmarkshistoriens største klage over havvindmøller er sendt afsted.

656 borgere og sommerhusejere har hver især valgt at betale 4.000 kroner i klagegebyr for at få Taksationskommissionen til at vurdere, om de skal have penge i kompensation, fordi huse og sommerhuse falder i værdi på grund af kæmpe havvindmøller.

Det skriver DR Midt & Vest.

I alt har de betalt over 2,6 millioner kroner for at anmelde værditab på deres ejendomme på grund af de kommende vindmølleparker Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, der ligger tæt på kysten.

Det er det hidtil største antal anmeldelser om værditab ved vindmølleprojekter herhjemme.

- Det viser, hvor markant modstanden er mod de kystnære vindmøllemarker, både blandt sommerhusejere, fastboende og hele turisterhvervet, siger Tue Amstrup-Jørgensen, som er formand for Sammenslutningen af grundejerforeninger på Holmsland Klit.

- Vi har mistet tilliden til politikerne i Folketinget, tilføjer han.

- Der har ikke tidligere været en lignende sag om naboskab til vindmøller på havet, så det er helt nyt land i juridisk forstand, siger advokat Berit Holmstrøm fra Videbæk, som har ført omkring 50 sager om værditab for naboer til vindmøller på land.

Hun vurderer, at de fleste vil få svært ved at få erstatning for, at boligen bliver mindre værd.

- Jeg tror ikke på, at der kan blive tale om værditab i forhold til støj og skyggekast fra møllevingerne. Dertil er afstanden for stor. Men det er bestemt en mulighed, at husejere i yderste klitrække eller på klittoppe kan få erstatning på grund af udsigten til møllerne, altså de visuelle gener, siger advokat Berit Holmstrøm.

Det er Taksationskommissionen, der træffer afgørelsen om eventuelle værditab. Afgørelserne ventes til efteråret.

Om Vesterhav Syd og Vesterhav Nord
Vesterhav Syd bliver på 170 MW og kommer til at bestå af 20 stk. 8,4 MW vindmøller fra Siemens Gamesa. Den skal skal ligge fra Søndervig i nord til Hvide Sande i syd i en afstand af mellem 4,2 og 10 km fra kysten.

Vesterhav Nord bliver på 180 MW og kommer til at bestå at 21 møller af samme type som Vesterhav Syd. Vesterhav Nord skal ligge mellem Thyborøn i nord og Bovbjerg i syd i en afstand af mellem 4,3 og 7,3 kilometer fra kysten.

Opførelsen af de to mølleparker begynder i 2019, og de skal levere strøm fra 2020.

Det er Vattenfall, der står bag opførelsen af begge parker.

Tilsammen kan de to kystnære parker levere strøm nok til 350.000 danske husstande.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094