23948sdkhjf

Undersøgelse: Ingen rift om bæredygtige bygninger

Håndværkere og entreprenører er klar til at bygge bæredygtige huse. Men efterspørgslen er forsvindende lille, viser undersøgelse fra Dansk Byggeri.

I de senere år har bæredygtighed sat sig markant på dagsordenen i byggebranchen. Men tilsyneladende bliver det ved snakken hos kunderne.

I hvert fald viser en undersøgelse fra Dansk Byggeri, at halvdelen af medlemsvirksomhederne slet ikke oplever henvendelser fra deres kunder om bæredygtige løsninger.

Til gengæld erklærer de sig selv parate til at levere. Således siger godt 60 procent af Dansk Byggeris medlemsvirksomheder, at de satser på bæredygtigt byggeri.

- Det er godt, at virksomhederne er parate til at levere bæredygtige løsninger, men ærgerligt at kunderne tilsyneladende ikke har fået øjnene op for de mange fordele. Bæredygtigt byggeri vil skabe bedre boliger, og der er nye forretningsmuligheder i for eksempel at genbruge og bygge mere miljørigtigt, siger branchedirektør Thomas Uhd fra Dansk Byggeri.

Han peger selv på lovgivning som en vej til mere bæredygtigt byggeri. 

- Det er godt med ens rammer for branchen, som kan sætte skub i mere bæredygtigt byggeri. Kravene må bare ikke blive for komplicerede og gøre det sværere at bygge bæredygtigt, siger Thomas Uhd.

Netop bæredygtighed sættes til debat, når Dansk Byggeri her i eftermiddag holder årsdag i Tivoli Congress Center i København.

Blandt talerne er statsminister Lars Løkke Rasmussen, Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og tidligere formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft. Med hver deres udgangspunkt vil de give et bud på, hvordan bygge- og anlægsvirksomhederne kan bidrage til at gøre verden mere grøn og til et bedre sted at leve og arbejde.

Det tegner i øvrigt til rekorddeltagelse med cirka 700 tilmeldte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125