23948sdkhjf

Fjernvarmen fortrænger gassen på Als

Sønderborg Forsyning investerer 350 millioner i nye kedler og en udvidelse af forsyningsnettet

Sønderborg Forsyning vil i de kommende år stå i spidsen for etableringen af en ny fjernvarmeløsning på Nordals. De fleste borgere på Nordals får i dag varme i form af naturgas, men i Sønderborg Kommunes varmeplan er Nordborg, Havnbjerg, Svenstrup, Guderup og Egen udlagt til fjernvarme.

Sønderborg Forsyning har i samarbejde med Sønderborg Kommune udarbejdet en plan for, hvordan man får fjernvarmen helt ud til nordalsingerne.

- Det hele bunder i, at Sønderborg Kommune skal være CO2-neutral i 2029. Det ligger i varmeplanen, og så skal vi have erstattet de dyre naturgasforsyninger på Nordals. Får vi det, er det et væsentligt bidrag til missionen om at være CO2-neutral i 2029, siger Jens Nansen Paulsen, projektleder hos Sønderborg Forsyning

Halmkedler til både syd og nord
Projektet er delt op i etaper. Første etape strækker sig nordpå til Norborg og Havnbjerg. Her har en del af forbrugerne allerede fjernvarme.

- Vi forventer at købe en grund af Danfoss og etablerer en halmkedel på 10 MW til første etape, der kører nordpå og senere en 6 MW-kedel til den del af projektet, der går syd på til Svenstrup, Guderup og Egen, fortæller Jens Nansen Paulsen.

Det nordgående fjernvarmenet til en stor del af forbrugerne er allerede lagt, hvorfor Sønderborg Forsyning også regner med at nå 2.000 forbrugere ligeså snart halmkedlen er etableret og koblet på.

- Vi har altså her fat i næsten halvdelen af de forbrugere, som vi forventer, der kobler sig på. Hvis man regner med en konverteringsprocent på 90, så ender vi med op imod 4.500 nye forbrugere, fortæller Jens Nansen Paulsen.

Etape et ligger altså - næsten - lige til højrebenet, mens etape to, som ligger noget længere ude i fremtiden, bliver lidt mere indviklet at få afviklet. Ud over kedlen på de 6 MW, skal der etableres noget mere materiel end ved første fase.

- Der er ikke noget fjernvarmenet. så der kommer vi noget mere på arbejde, siger Jens Nansen Paulsen.

Lettere forsinket
Sønderborg Forsyning er altså klar til at trække i arbejdstøjet – det har man været længe.

- Projektet blev godkendt for snart to år siden af Sønderborgs Byråd, men så besluttede DGD (tidl. Dong Energy, red.) og en mindre varmeforening at klage til energiklagenævnet. DGD vil selvfølgelig fastholde naturgassalget, fortæller Jens Nansen Paulsen.

Alene den klage og så det faktum, at Energiklagenævnet i perioden flyttede fra København til nævnenens hus i Viborg har betydet en hel del.

- Den flytning gav en langtrukken sagsbehandlingstid og har nok kostet os et år på tidsplanen, siger Jens Nansen Paulsen.

Den 13. april 2018 stadfæstede Energiklagenævnet dog Sønderborg Kommunes godkendelse og afviste dermed klagerne fra både DGD og den mindre varmeforening.

- Nu kører vi – Vi går i gang med at etablere første fase nu. Den første kedel  og tilhørende rørledninger sendes i EU-udbud sidst på året, siger Jens Nansen Paulsen.

Sønderborg Forsyning investerer godt 350 millioner kroner i det samlede projekt og forventer at den første fjernvarme fra projektets første etape rammer forbrugerne i fyringssæsonen 2019/2020.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109