23948sdkhjf

Selvlysende epoxy skal forhindre syge medarbejdere

Epoxy er ofte gennemsigtigt, og det kan være svært at se, om man har fået det på huden og dermed risikerer at udvikle livsvarig allergi. Et nyt forskningsprojekt undersøger, om selvlysende epoxy kan forhindre syge ansatte.

En del af arbejdet med det kemiske stof epoxy i vindmølleindustrien foregår manuelt, og medarbejdere risikerer at udvikle kronisk epoxyallergi, hvis de får det på huden.

Nu skal et forskningsprojekt undersøge, om man ved at gøre epoxy mere synligt kan undgå, at medarbejdere bliver syge. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

Projektet er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden og er et samarbejde mellem Arbejdsmedicin, Aarhus Universitetshospital, de Arbejdsmedicinske klinikker i Herning og Aalborg samt vindmølleproducenterne Siemens Gamesa og Vestas.

– Vi vil blive i stand til at registrere, om medarbejdere, som arbejder med epoxy, bliver eksponeret, afdække arbejdsforhold, som er forbundet med forøget risiko for eksponering, og give umiddelbar feedback til medarbejderne, så de løbende kan træne optimale arbejdsgange, siger Alexandra Golabek Christiansen, der er læge på Arbejdsmedicin, Aarhus Universitetshospital og ansvarlig for forskningsprojektet.

Hun forklarer, at målet er at udvikle en enkel metode til at forebygge epoxyeksponering, som samtidig er nem at anvende.

– Hvis den virker, vil den kunne overføres til andre brancher, hvor der arbejdes med epoxy.

Lysende epoxy
For at gøre epoxy synligt har vindmøllevirksomhederne sammen med en fælles underleverandør udviklet en lysende version af epoxyen, en såkaldt epoxyresin, ved at tilsætte en fluorescerende tracer.

– Meget af den epoxy, der bliver benyttet, er ikke farvet – det er gennemsigtig kemi – og hvis der bliver spildt nogle få dråber, kan det være svært at se. Idéen var derfor at gøre det mere synligt ved at tilsætte en tracer, så det lyste op, når man lyser på det med UV-lys. Ligesom når du får et stempel på hånden på et diskotek, og en UV-lampe i loftet får det til at lyse op, siger Christian Libak Pedersen, arbejdsmiljøspecialist i Siemens med kemi som hovedområde.

Han håber på, at projektet kan være med til at påvirke den adfærd, som er en vigtig del af at arbejde sikkert med epoxy. Eksempelvis ved at skærpe opmærksomheden på om epoxy smitter af, når man tager beskyttelseshandsker og dragt af.

– I sidste ende handler det om helt at undgå, at folk får epoxyallergi, siger han.

Bo Kokholm Pedersen, vice president i Vestas, forklarer, at ved at udvikle et sporbart epoxyresin, vil det blive lettere at se, hvis nogen eller noget har fået epoxy på sig.

– Ved at spore resinet bedre er målet at få ny viden om, hvordan vi bedst muligt beskytter mod epoxy samt sikrer mere effektiv håndtering af epoxy.

Syge medarbejdere
For to år siden fik epoxy stor mediebevågenhed, da medarbejdere hos de to vind- mølleproducenter var blevet syge af at arbejde med stoffet.

Christian Libak Pedersen mener, at uanset om, der havde været en mediesag eller ej, havde virksomheden sagt ja til at udvikle det sporbare epoxy.

– Medieomtalen har ikke gjort, at vi overordnet set gør tingene væsentlig anderledes i dag, end vi gjorde for år tilbage. Men vi har naturligvis fået mere fokus på det, vi allerede godt ved er en af udfordringerne ved manuel håndtering af epoxy – nemlig at personlig adfærd er super vigtig. Og her kan projektet hjælpe os godt videre, siger han.

Bo Kokholm Pedersen forklarer, at udviklingen af epoxyresinet er en del af et generelt fokus på forebyggelse.

– Vestas har længe haft og fortsætter med at have en åben og konstruktiv dialog med Arbejdsmedicinsk klinik, myndigheder og medarbejdere omkring forebyggelse af risici ved arbejde med blandt andet epoxy, og det er i forbindelse hermed, at arbejdet med resinet er iværksat.

Projektet er netop igangsat og vil løbe over de næste tre år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172